apr 212014
 

Forårs vandring på Camino del Norte.

En vandring gennem Baskerlandet på Camino del Norte.
260 kilometer over bjerge, gennem dale og langs kysten.

Vandreturen i år stod igen på vandring i nord Spanien. Vi vandrede i 14 dage  i perioden 21 april til  den 5 maj. Vi havde valgt at vandre en etape på Nordruten, eller Camino del Norte som den også hedder. Ruten er stærkt kuperet, men er også utrolig smuk med lange vandringer langs kysten og gennem bjerge og dale i Baskerlandet. Vi startede i byen Irun, som ligger på grænsen mellem Frankrig og Spanien,  og vandrede så ca. 256 kilometer til byen Santander hvor vi sluttede denne gang. Til efteråret vil vi så se om vi har mulighed for at vandre de sidste 563 km til Santiago de Compostela. Vi brugte 12 vandre dage og havde 1 hel dag i Bilbao hvor vi så byen og aflagde Guggenheim-museet et besøg. Museet er kendt for sit meget specielle udførsel. Bygningen er lavet af flader af titanium, glas og sandsten, hvilket adskiller sig fra mange andre museers flade- og murstens facader.

Vi fløj fra København til Madrid anden påske dag, og derfra videre til San Sebastian som ligger lige i nærheden af Irun.

Vi havde hjemme fra reserveret et hotel værelse på hotel Ibis i Irun så vi ikke skulle ud og lede efter et når vi ankom kl. 21:30 om aften. Næste morgen startede vi så vores vandring. Da vi efter 14 dage var fremme i Santander havde vi en overnatning inden vi dagen efter skulle flyve hjem via Madrid.

Nedenfor kan du se kort over vores vandredage og en beskrivelse af vores oplevelser på vejen.

Fakta om turen

Gå direkte til foto fra turen.

Dag 1: Irun – San Sebastian. 25 km.

Vi er nu nået til San Sebastian og er ankommet i sol. Dagen startede i finregn og tåge men over middag begyndte det at klare op.

Vi tog en taxi fra hotellet ind til byens centrum hvor vi startede vores vandring klokken ca 8. Vi nåede frem til San Sebastian ved 17 tiden efter en dags vandring på 27 kilometer. God dag bortset fra at jeg havde glemt mine “arbejds” vandre bukser der hjemme så jeg så måtte vandre i mine “party” vandre bukser istedet for. Nu har jeg så et par all rund vandre bukser og et par shorts. Så er rygsækken heller ikke så tung. I morgen står turen på 15 kilometer i forhåbentlig godt vejr

Dag 2. San Sebastian – Orio. 15 km.
I dag havde vi vi pakket rygsækken og var klar til at gå kl. 7. Vi fandt en bar hvor vi kunne få Cafe con Leche og brød. Der var en sød servitrice, som ville have os til at lære hende engelsk, hun pegede på jordbærmarmeladen og ville have os til at fortælle hvad jordbær hed på engelsk. Hun fortalte os med smil om læben at vejret lovede rain, rain and rain. Vi fik nu ingen regn i dag og har vandret i det skønneste vejr ca. 15-20 gr. og solen var fremme det meste af dagen.

Vi vandrede først langs stranden og da vi skulle finde vejen videre op i landet, gik vi forkert. Pludselig hørte vi en høj banken på en rude, i et hus på et hjørne med en stor glasfacade højt oppe, sad en ældre spansk dame og gestikulerede til os, at vi skulle den anden vej.

Da vi kom til Orio indlogerede vi os på et herberg lidt uden for byen hos Mama Rosa. Herberget lå i underetagen til et stort hus. Man gik ind gennem en stor trædør og bag den var der indrettet 20 senge. Vi var de første vandrere, men senere skulle der komme en tysker og 2 spanioler. Lidt væk fra huset var der indrettet en lille hytte til spiseplads og køkken til fri afbenyttelse. Fra hytten havde vi den skønneste udsigt ud over dale og bjerge.  Vi gik en tur ned til byen, fik handlet så vi selv kunne tilberede aftensmad og næste dags morgenmad.Vi fandt en lille internetcafe, hvor ejeren var så flink at låne Flemming sin kode, så han kunne oploade billeder fra sin smartphone til Gubsi.dk

Mange hilsner hernede fra det skønne baskerland
Anette & Flemming

Dag 3. Orio – Deba. 29 km.
Hej igen.
Dagen startede kl 06:00 hvor vi stod op og fik morgenmad så vi kunne komme af sted fra herberget kl 07:30. Det var stadig lidt mørkt da vi gik forbi byens kirke gård på vej ned mod byen hvor vi skulle krydse floden.

Dagen førte os gennem 3 kyst byer inden vi drejede ind i landet og op i højderne. Inden vi nåede den første by begyndte det at regne. Det forsatte det med i nogle timer
Selv om det regnede var der mange surfere på strandene i kystbyerne som kæmpede med de store bølger i Biscayen. Ved middagstid drejede vi ind i bjergene hvor vi gik gemmen landbrugsland og små landsbyer. Solen var nu kommet frem og det var blevet varmere så det blev en varm tur gennem bjergene. Efter 10 timer og 33 km nåede vi frem til Deba.

Når man kommer fra bjergene og når byen er der så langt ned at de har bygget en elevator som man kan tage de ca. 8 etager som der er. Vi ville sove på hotel denne gang så vi fandt byens eneste. Da vi spurgte om et værelse var der fuld belagt selv om vi kunne se at der ikke var et øje. Det var måske vores mudrede støvler og vandre stave han ikke kunne lide. Han henviste os til en pension på den anden side af gaden og det er rigtig fint. Pensionen hedder Zumardi og havde nogle rigtig lækre og gode værelser til en pris af 45 euro.

Nok for denne gang.
Anette & Flemming

Dag 4. Deba  – Markina. 18 km.

Så er vi nået til Markina. En lidt tridt by lidt inde i landet. Det hotel som vi havde tænkt os at bo på hed Hotel Vega. Vi fandt det, men det så meget forfaldent ud. En spansk dame som kun kunne spansk fik fortalt os at det var lukket. Hun viste hvor vi så kunne bo så hun og tre andre spanske damer fulgte os til et herberg. Herberget hed Augusto men var lukket, men så begyndte hun at lede efter værtinder som hun fandt inde ved siden af. Vi blev indlogeret i et par underkøjer og kort tid efter kom et par franskmænd til overkøjerne og inden længe var der fyldt helt op. Der var kun et toilet og bad, men vi måtte godt låne værtindens. Dagens etape var beskrevet som 9 km konstant opad og 9 km langsomt nedad og en dagsvandring som er streng og til tiden hård. Turen var streng og hård ad mudrede stier gennem skove og over åbent land. Da vi kom i mål viste GPS’en 24 km.  Vi mødte få vandre i dag og der er i det hele taget ikke så mange endnu da det tidligt på sæsonen. Jeg tror vi har mødt en 10 stykker i de dage vi har været her.

Mange hilsner
Anette og Flemming

Dag 5. Markina – Gernika. 25 km.

Dagens etape gik fra Markina til Gernika. Vi startede med morgenmad på herberget. Det blev indtaget stående i et lille køkken, sammen med et fransk par, det var delvis selvbetjening. Vores værtinde som var i trediverne var meget træt da hun vist var kommet sent i seng. Vi tømte vores støvler for det avispapir, som hun så venligt havde puttet i aftenen før.  Et knus til farvel og ud i den friske morgenluft.
Dagen i dag har været lidt kedelig, med lange skovstrækninger på mudrede stier og Flemming var uheldig at glide i mudret, så han er lidt øm i ribbenene.

Vejret har heller ikke vist dig fra sin bedste side, overskyet, mange byger og ingen sol.
Vi fulgtes med et fransk par ind i Gernika og blev af hjælpsomme Spanier vist vej til turistkontoret.  Her fandt vi det 3 stjernede hotel Gernika, hvor vi nu sidder og nyder det efter en hård dag.
Generalt har vi kun mødt stor hjælpsomhed fra Spaniolerne når vi har haft brug for råd og spurgt om vej.

Mange hilsner
Flemming & Anette

Dag 6. Gernika – Lezama. 25 km.

Så er vi her igen
Efter at have overnattet på et tre stjernet hotel med al den luksus det medfører var det lidt svært at løsrive sig her til morgen. Dagens tur stod på 25 km til Lezama, tæt på Bilbao. Gennem betagende bjerge, grønne græsgange og lange skovstrækninger i et typisk baskisk bondelandskab helt derude hvor der intet er.

Regnslaget har ikke været i brug i dag men skovstierne er stadig meget mudret. Det har blæst en del i dag men solen har også været meget fremme. Vi havde på forhånd valgt at bo på Hotel Rural Matsa men kunne ikke finde vej dertil. Byen, vil jeg betegne som et industri område med lidt beboelse. Vi spurgte en mand om han viste hvor det lå og i hvilken retning vi skulle gå. Han kunne kun spansk men han greb sin telefon og ringede til en pige som kunne snakke engelsk med os. Hun ville komme og hente os om et minut og køre os derud. Det viste sig at det var værtinden på hotellet han havde ringet til for os. Hotellet er rigtig lækkert i traditionel spansk stil og farver. Vi kunne dog ikke få noget middagsmad her og restauranten som lå i nærheden var lukket. Så efter et dejligt varmt bad traskede vi de par kilometer der var ind til byen, hvor vi kunne få et stykke spansk æggekage på byens eneste bar.

I morgen står turen på de sidste 14 km ind til Bilbao hvor vi bliver en dag ekstra.

Mange hilsner
Anette & Flemming

Dag 7. Lezama – Bilbao. 16 km.

I dag stod vi op kl. 6 og vi spiste morgenmad på hotellet. En kæmpe Croissant, ristet brød og dejlig friskpresset juice. Da kl. var 7:45 var vi klar til at gå til Bilbao. Dagens vandring var kun på 13 – 14 km. Vi nåede allerede udkanten af Bilbao kl. 10. Nu skulle vi bare finde den gamle bydel, det var ikke helt let, da vi tog fejl af kirkerne på kortet.

Det regnede stadig, så vi stillede os under et udhæng fra et hus, for at få styr på, hvor vi var.  Når man står og kigger på kort i Spanien, kommer der ofte en venlig sjæl og vil hjælpe. Problemet er bare, at vi ikke kan spansk og størsteparten af spaniolerne kan ikke engelsk. Så det ender med, at vi får forklaret en hel masse, som vi ikke forstår. Vi siger pænt tak og går videre. Vi finder den gamle bydel og indlogerer os på Hotel Petit Palace Arana som er et high tjekket hotel. Det er dog noget nedslidt og dårligt indrettet, så det ender med at vi næste dag finder et andet og bedre tæt på. Nu var det tid til at få vasket tøj, og støvlerne skulle tørres, efter en regnfuld formiddag. Resten af dagen gik vi rundt i byen, vi var bl.a. ved Guggenheim museet, som byen er berømt for. Vi går også rundt for at finde et bedre hotel til næste overnatning

Flemming & Anette

Dag 8. Hviledag i Bilbao

Vi sov længe i dag, helt til kl. 8, pakkede vores rygsæk og gik hen til Hotel Tryp Arenal, som vi havde udset os dagen før. Det var en helt anden betjening vi fik, da vi trådte ind på dette hotel. De spurgte, om det var første gang vi var i Bilbao og fortalte os så, om alle de seværdigheder der var. Vi fik udpeget en butik, hvor vi kunne købe vandrebukser til Flemming. Efter indlogering og morgenmad på hotellet, gik vi ud i byen. Det første vi var på udkig efter var 2 paraplyer.


Her i Baskerlandet kommer regnbygerne pludselig, men varer heldigvis ikke længe. Vi fandt butikken med vandretøj. Det var en gigantisk butik med alt hvad hjertet begærer til sport og vandring. Vi gik begge lidt shop amok, for der var mange lækre varer og billigere end derhjemme. Vi måtte dog begrænse os, da vi selv skal bære det på ryggen, ellers havde vi nok handlet lidt mere. Senere gik vi ned til byens marked, som altid er et besøg værd.


Hotelværten havde fortalt os om en flot bygning vi skulle se, der gik vi hen bagefter. Det var en form for kulturhus, med fantastiske søjler i alle former og mønstre i stueplan. Når vi så kiggede op i loftet i midten af bygningen, var der glas og man nedefra kunne se de mennesker, der svømmede rundt. Det var byens svømmehal.

På vej tilbage gik vi gennem de mindre pæne kvarterer i byen. Vi spiste Spagetti Bolognese til aften og gik igen en tur til Guggenheim museet, for at se det med lys på. Da vi kom tilbage til hotellet, var der en lille demonstration på gaden. De larmede højt med fløjter og taler en halv times tid. Vi kunne fra vores hotelværelse stå og kigge ned på pladsen hvor det foregik.

Flemming & Anette

 

Dag 9. Bilbao – Portugalete. 12 km.

Nu er der gået nogle dage siden I sidst hørte fra os, men vi har ikke haft mulighed for at komme på nettet. Vi kom til Bilbao i mandags og har holdt en fridag i byen tirsdag, hvor vi har været rundt og se byens seværdigheder. Onsdag gik vi til Portugalete som ligger ved udmundingen af floden ind til Bilbao. Det var en tur gennem industrikvarterer og store byer lidt kedelig tur. I Portugalete boede vi på Pension Santa Maria  som dog ikke var noget at råbe hurra for, men i mangel af bedre måtte vi tage det.

Anette & Flemming

Dag 10. Portugalete – Castro Urdiales. 27 km.

I dag startede vi kl. 07:00 og gik gennem byen til vi fandt en bager, hvor vi købte noget brød til morgenmad og til vores frokost. Dagens etape stod på 28 kilometer til Castro Urdiales.

Vi var fremme tidligt på eftermiddagen, da turen var rimelig flad i dag. Har indlogeret os på det helt nye pensionat pensionardigales11. Super lækkert.  Vi er lidt trætte men ingen vabler eller ømme ben. Vejret har været lidt gråt, bortset fra i går, hvor solen skinnede hele eftermiddagen.  I dag har vi for føste gang mødt mange vandrere, bl.a. et par fra Holland, et fra Østrig og en dame fra Norge.

Mange hilsner
Anette & Flemming

Dag 11. Castro Urdiales  – Laredo. 25 km.

Hilsen fra Caminoen
I dag har vi gået 25 km og næsten alle km har været på landevejen. Til tider med en fantastisk udsigt over bjerge og dale. Nogle steder med udsigt til kæmpe mastodonter af broer. Vi har haft nogle byger, men heldigvis afbrudt af sol og blæst, så regnslaget når at tørre.  Dagen endte i et meget stor by nede ved vandet, Laredo.

Her er en lang flot Strand promenade og rigtig mange hoteller. Vi bor på et gammelt 3 *** hotel som hedder El Ancla . Det virker, som var det fra en svunden tid. Opholdsstuen er møbleret med gamle slidte lædermøbler, bordene er glasplader over gamle skibsror. Der er glasmontre med antkke ure og knob bundet i sejlgarn i alle afskygninger. Der står et stort kompas i det mørke indgangsparti.  Hotellet har utvivlsomt været meget fornemt engang, nu slidt og medtaget.

Hilsen fra det Spanske
Flemming & Anette

Dag 12. Laredo – Güemes. 27 km.

I dag gik vi fra byen Laredo kl. 7.30. Vi fik ikke morgenmad, men regnede med at finde en bar på vejen, hvor vi kunne få en cafe leche og noget brød. Det gjorde vi nu ikke, så det blev til en banan og en tår vand. De første 5 km vi vandrede var langs en fin strandpromenade. Langs med vandet lå der den ene store etagebygning efter den anden. Bygningerne så tomme og forladte ud. Vi skulle senere erfare, at der ikke bor særlig mange mennesker i Laredo om vinteren, men om sommeren stiger antallet af indbyggere betydeligt.

Efter 5 km´s vandring kom vi ned til stranden, hvor båden ville lægge til, den der skulle sejle os over til den anden bred, hvor Caminoen fortsatte. Vi var mange vandrere, der skulle med båden over. Vi var i god tid, så der var lidt ventetid til båden sejlede kl. 09.00. Efter 5-10 min. sejlads var vi ovre på den anden side, hvor vi fandt vi en bar, så vi kunne få toast og kaffe. Så gik det ud af byen. en halv times vandring senere kommer vi til at gå klos op af et stort fængsel. Selve fængselsmuren er nok en halv kilometer lang. Vi går så tæt på, at vi tydeligt kan se ruller af piktråd på overkanten af hegn indenfor muren. Det varer ikke længe, før vi kommer ned til foden af El Brusco klippen. Brusco betyder brysk eller brat og begge adjektiver passer godt på klippen.

Det går brat opad på en lille smal sti i lavt krat. Her er det rigtig godt, vi har vores vandrestave med. Vel oppe har vi en fantastisk flot udsigt ud over Berria-stranden. Så går det nedad igen af smalle stier og nogle steder skal vi nærmest klatre ned. Stien er så smal, at man må træde til side, når vi møder modgående. Desværre faldt Flemming ned i krattet, da han ville vige for en modgående. Den modgående nåede lige at gribe fat i Flemming, så han ikke trillede lidt helt ned af skråningen. Vel nede af klippen kommer vi til et paradis af en strand. Der er sten og klipper, nogle er belagt med flotte grønne alger. Det ser fantastisk ud.

Vi ser klippestykker med små muslingeskaller, der sidder fast på siderne. Nu går vi en times tid langs stranden. Da vi kommer til en lille by, sætter vi os på kirkemuren og spiser vores indkøbte flutes og ost. Vi går videre i flot landskab med små byer og gamle Kantabriske huse. I dag er det lidt svært et finde vej, der er ikke altid gule pile, så GPS´s bliver flittigt brugt. Vi har besluttet at vi vil sove på herberg i dag. Vi har læst at dette herberg på caminoen er noget helt særligt. Det skal vi også erfare efter godt 30 km´s vandring og lidt ømme fødder.

Herberget eller Alberque som det hedder hernede, ligger det skønneste sted oppe på bjerget. Der er flere overnatningssteder, store og små fællesrum, bibliotek og museum. Vi bliver budt velkommen med et glas vand og en kiks. Efter at vi har indskrevet os i gæstebogen, får vi anvist en soveplads.

Vi er heldige og kommer til at overnatte i en hytte med 4 sovepladser og eget toilet og bad. De 2 andre der skal sove sammen med os, er et Hollandsk par, som vi har mødt on and off siden Bilbao og som vi har snakket en del med. Rigtig søde mennesker. Solen skinner og det er rigtig hyggeligt, at være et sted med mange andre vandrere, vi er nok en 30 – 40 stykker. Herberget bliver ledet af Fader Ernesto, som vil komme og holde en seance for alle kl. 20.

Vi bliver her samlet i et fællesrum, hvor vi sidder på bænke langs alle væggene. Fader Ernesto fortæller om sit liv, lidt om sine aner og meget om hvornår han oprettede herberget. Han fortæller på spansk og en af de unge vandrere oversætter til engelsk og en anden oversætter til fransk. Vi er 10 forskellige nationaliteter på herberget. Efter seancen, som varer over en time, går vi i samlet flok tilbage til det andet fælleshus, hvor der er dækket op til aftensmad og ild i pejsen. Vi får fiskesuppe, kartoffel-rodfrugtsuppe og et stykke frugt til dessert. Vin og vand er også sat på bordet.

Det er gratis at bo på herberget, men Fader Ernesto opfordrer til, at man giver en donation efter evne og det skal være anonymt, så pengene lægges ned i en indsamlingskasse. Godt trætte og mætte går vi direkte fra bordet og i seng.

Flemming & Anette

 

Dag 13. Güemes – Santander. 14 km.

Vi havde sat mobilen til at vække, så vi ikke sov for længe. Flemming og jeg er morgenmennesker og vil gerne gå tidligt. Flemming sov i overkøjen og kravlede stille ned og listede på badeværelset, for ikke at vække vores rummates. Det hollanske par vi sov i værelse sammen med, havde fortalt, at hun ikke var god til at stå tidligt op, så de var på deres vandring ofte kommet for sent til morgenmad på overnatningsstederne. Hun fortalte, de havde overnattet på et herberg, hvor der var en, der snorkede så meget, at hun ikke fik lukket et øje.
Denne nat, vi sov sammen med dem, snorkede både Flemming og jeg, men der var ingen der nævnte det næste morgen. Vi har altid ørepropper med på vores vandreture, det kan afhjælpe megen snorken fra at ødelægge ens nattesøvn.
Vi spiste morgenmad kl. 7:30 sammen med mange af de andre vandrere. Vi sad ved lange pænt dækkede borde og der lå en sund snackbar til hver, som vi kunne tage med på dagens tur. Morgenmaden bestod af små stykker flútes, appelsiner, småkager og kaffe med mælk.

Der var flere der tog billeder af fader Enersto inden de gik. Pakket og klar gik vi af sted i den smukkeste morgen på hele turen. Solen strålede fra en flot blå himmel og der lå tågebanker i dale og over bjerge.

Flemming havde travlt med at fotografere og imens fulgtes jeg med en amerikaner. Han fortalte, at han ville stoppe sin vandring i en by nær Santander, der havde hans mor et hus og han plejede at besøge hende et par uger hver sommer. Amerikaneren havde også delt caminoen op i flere etaper og ville næste år gå en anden del af nordruten.
Fader Ernesto på herberget havde fortalt os, at vi kunne vælge mellem 2 veje til Santander. Den ene gik langs vandet og var ikke så godt afmærket, på en del af stykket, men klart den smukkeste, den anden gik inde i landet og var afmærket hele vejen. Så kunne vi selv bestemme, hvilken vi ville gå. Han fortalte desuden, at i tankerne ville han føre os på rette vej.
Vi valgte selvfølgelig den smukkeste langs vandet og der var ingen problemer med at finde vej. Inden vi gik ud langs vandet, var der en by med et par cafeer. Vi satte os og fik en cafe con leche, lidt efter kom det hollanske par, så vi fik snakket lidt med dem. De ville også gå langs med vandet. Vi sagde farvel til dem, for vi regnede ikke med at møde dem igen da det var vores sidste vandredag.

Man bliver helt høj, når man går i det smukke landskab og har udsigt langt ud i horisonten. Vi gik højt oppe over vandet. Efter et par timers vandring kom vi ned på stranden, der kunne vi se til byen hvorfra vi skulle sejle det sidste stykke over bugten til Santander. Vi holdt en pause på en cafe, fik en kold øl inden turen fortsatte.

Der var mange andre vandrere, der også skulle med båden, det kostede 2.65 euro pr. person at sejle til Santander. Da vi nåede over på den anden side, fandt vi et 4 stjernet hotel til den sidste overnatning i Spanien.
Aftenen brugte vi på at slentre rundt i byen. I morgen skal vi med fly fra Santander til Madrid og derfra til København.

Slut for denne gang og tak for at i læste med.
Flemming & Anette


Fakta boks

Land = Spanien
Rute = Camino del Norte, Nordruten
Længde = 820 km

Vores etape:
Start = Irun

Slut = Santander
Længde = 256 km
Samlet stigning = 5.295 meter

Vandre dage = 12

Vejret:
Sol dage = 1
Regn dage = 1
Blandet dage =  10
Dag temperatur = 10 – 20 grader
Nat Temperatur = 4 – 10 grader

Dagene:
Gode dage = 12

Øv dage = 0

Vægt:
Rygsæk vægt Flemming  = 9,3 kg

Rygsæk vægt Anette = 7 kg

Start vægt Flemming = 91 kg
Slut vægt Flemming = 88 kg

Start vægt Anette = 59
Slut vægt Anette =  59

Priser for 2 personer:
Flyrejse med Iberia..

København – Madrid – San sebastian = kr. 2.156
Santander – Madrid – København = kr. 3.604

Herberg = 3 gange.  ialt  kr. 485
Hostel/Pensionat = 11  gange. ialt  kr.  5.237

Mad/Lommepenge = kr. 5.798


Billeder fra turen.

Foto kan ses i stor størrelse ved at klikke på et billede og navigerer med pil tasterne. De kan også ses som et slideshow i et nyt vindue. Tryk her


 

Du er velkommen til at skrive en kommentar. Positiv som negativ.

  13 Responses to “Vandring på Camino del Norte i Spanien 2014”

  1. Hej Anette og Flemming
    Rigtig god tur til jer.
    Mange hilsner
    Marianne

  2. Hej Anette og Flemming
    Tak for mailen.
    Vi håber i må få en rigtig god tur og skal nok følge med.
    Hilsen
    Ole

  3. Hej Anette og Flemming

    Jeg vil lige ønske jer en rigtig god tur! I er jo efterhånden erfarne caminovandrere, så i ved jo hvad i går ind til.Og iiih hvor ville jeg gerne have kunnet gå en sådan tur, det må være så hyggeligt, flot og spændende.Glæder mig til at være med på jeres rejse via nettet. Mange hilsner
    Anette

  4. Hej Anette og Flemming

    Jeg har lige været inde og kikke på alle de smukke billeder. Hvor er der vidunderligt! Det må være alle bensmerter og vabler værd!
    Det er fantastisk at kunne se med, ligesom at være der selv, næsten!

    Jeg syntes din rygsæk ser tungere ud end de 7kg. Anette! Nu ikke noget med at samle på sten denne gang 🙂
    I gamle dage, har jeg fået fortalt, kunne man bo gratis eller næsten gratis da man skulle donere hvad man kunne/havde lyst til, findes det i dag?
    Pøj pøj på rejsen. Og tak fordi jeg må følge jer.
    Kh
    Anette

    • hej Anette
      Nej, sten skal jeg vist ikke samle paa. Vi har ikke vaeret paa et herberg, hvor man ikke skal betale, men de findes stadig. Vi foretraekker at bo paa hostel. Vi har kun boet paa herberg 2 gange, mere fordi der ikke var andet.Tak for hilsnen, vi ses.
      Kh
      Anette

  5. Kære Anette & Flemming

    Spændende at kunne følge jer i det spanske.
    Fortsat god tur!

    kh.

  6. Hej med jer vandrere.
    Håber I nyder vandreturen, vi er lidt misundelige.
    Sikken mange gode billeder, glæder os til at se og
    læse mere. Vejret i dag i DK=dansk sommer omtrent.
    Knus Kurt og Annemarie
    Vi tager til Sverige onsdag med campingvognen og får
    forhåbentligt gået nogle gode ture i skovene omkring
    Væksjø.

  7. Hej Anette & Flemming,

    TAK for skønne billeder, spændende at følge jer på jeres tur 🙂

    Mange hilsner og fortsat god tur fra Jytte

  8. hej i to vi kan vist lige nå at sende jer en hilsen inden i kommer hjem, vi har set lidt af de mange gode billeder. vi glæder os til at se jer vel hjemme igen hej går det godt hej Ann-Lis og Jess

  9. “I’m singing in the rain…. Håber I får en tør tur resten af tiden. Men fantastiske aftenbilleder fra Bilbao, som ser ud til at være en hyggelig by. Guggenheim-bygningen får én til at tænke på Den Blå Planet.
    Fortsat god tur.

    Kh Jan og Janne

  10. Hej
    Hvordan kom I fra Madrid til Irun?
    De bedste hilsner

    Sacha

  11. Hej med jer

    Jeg sidder og er ved at planlægge vandreturen Camino del Norte, og ville høre jeres mening om det faktum at vi kommer til at have vores 2 ca. et årige tvillinger med?

    Vi er vant til at vandre og løbe i bjerge så det fysisk skulle ikke være noget problem.

    Hvor mange timer bruger man ca. på hver etape?

    Findes der en liste over de byer man kommer igennem, så man evt. kan booke sovesteder inden? Vi tænker at overnatning på vandrehjemmene nok ikke er optimalt hverken for små børn, men heller ikke for de andre gæster. Så vi leder efter noget alternativt uden det bliver alt for dyrt.

    Mvh
    Karin

 Leave a Reply

(required)

(required)