mar 152013
 
Mandag d. 4/3 2013

Vi står op 3.45 så vi kan nå at være i lufthavnen kl. 05.00. Vi kører til Hellerup st. for at sætte bilen og tage toget videre til lufthavnen.  Bilen henter Mette så senere. Så tidlig på morgenen er der ikke mange rejsende med toget. Vi har næsten det hele for os selv. Indtjek i lufthavnen gik uden problemer og flyet lettede til tiden. Dejligt at tænke på, at vi nu skal væk fra kulden. Inden vi kom i luften var der panik og travlhed, da en passaseger var besvimet. Det var interessant at studere med hvilken ro og professionalisme stewardesserne taklede dette. Dejligt at komme op og flyve igen. Vi fik serveret et godt morgenmåltid med lune boller. Vi skulle nu have de næste 4½ time til at gå med at læse, løse soduko, høre musik, sove eller som Flemming se videoer med fototeknik på den bærbare. Tiden gik hurtigt, men da vi var over den spanske vestkyst røg vi desværre ind i noget turbulens, så vi ikke måtte rejse os, fra vores pladser. Det var nu heller ikke let at gå i flyet imens, det rystede meget voldsomt. Vi landede i god behold på den smukke ø Madeira. På vej ud af flyet mødte Anette en tidligere kollega, vi aftalte at vi ville prøve at mødes med dem en dag i Funchal. I ankomsthallen stod spiesguider klar, til at vise os vej til bussen, der skulle køre os til hotellet. Uret blev sat en time tilbage. Vi ankom til Hotel Alto Lido ved 13 tiden. Vi var spændte på at se hvilken lejlighed, vi skulle have. Vi var heldige, lejligheden havde den skønneste udsigt ned mod havet.

Altanudsigt fra vores lejlighed

Vi spiste vores medbragte sandwich hjemmefra. Dem havde vi smurt og frosset ned aftenen før, så kunne de tø op på rejsen. Senere gik vi en tur på Lidoen og var til Spieses informationsmøde kl. 17.00 Gaaab, det var noget kedeligt og vi var trætte af rejsen, så det var svært at holde sig vågen.Om aftenen spiste vi Pizza på en restaurant og gik dødtrætte i seng kl. 21.30.

Tirsdag d. 5/3 2013

Vi vågnede 07.30 dejligt udhvilede og spændte på at udforske øen. I opholdet på hotellet var der indkluderet et morgenmåltid. Der var morgenmad fra 05.00 til 07.00 og derefter brunch fra 07.00 til 10.00. Vi blev glædeligt overraskede over denne brunch. Efter brunch gik vi et par gader væk fra hotellet, hvor Spies´s informationskontor lå. Vi ville indhente nogle oplysninger om de Levadavandringer, der fandtes i området. Derefter gik vi ind til byen Funchal, som er Madeiras hovedstad.

Det tog ca. 35 min. i rask trav at gå ind til byen. Vi gik forbi havnen på vejen og kom til et udsigtssted, hvor vi kunne komme op og se ud over byen og vandet. For at komme derop, skulle man ind igennem en  klippe, hvor der sad en mand som gerne ville have en donation. Da vi kom op, stormede det voldsomt, så det var om at holde på kasket og briller. Der lå 3 små kattekillinger på vejen derop, som vi begge måtte fotografere. De lå og solede sig i læ for vinden.

Vi gik videre og kom ind i byen til svævebanen. Vi ville en tur op, til en lille by der hedder Monte. Det blæste rigtig meget, men åbenbart ikke så meget at svævebanen ikke var i gang. 10 Euro kostede det at komme op, så skulle vi give 5 Euro for at komme ned igen. Turen op gik fint, vi havde en fantastisk udsigt ud over Funchal. Da vi kom op til Monte stod der mænd i klynger med deres træslæder for at trække turister, ned af den stejle vej. Alle mænd havde fine uniformer på. Kridhvide bukser, hvide skjorter, sjove lysebrune skindstøvler, stråhatte og blå trøjer. Selvom det blæste kraftigt og regnede ind i mellem stod de ulasteligt klædt. Vi gik op og så den fine kirke i Monte og bagefter gik vi af stejle veje ned til starten på en levada.

Her mødte vi et Norsk par, som ville gå hele vejen ned til Funchal. Vi gik tilbage til svævebanen, for at opdage at den ikke bevægede sig. Det blæste for meget, så de havde indstillet flyvningen. Vi fandt en bus, som kørte til Funchal. Det blev en vild tur. Busserne hernede kører vildt og stærkt ned af de stejle bjergveje. Tilbage i byen gik vi en tur, fik set endnu en kirke og spist frokost-salat på en Pizza-Hut. Vi nåede også lige at komme forbi markedet i Funchal.  Det er en stor hal, der bugner af de dejligste blomster, spændende frugter og en stor fiskeafdeling. Da vi gik igennem frugtmarkedet, stod sælgerne og tilbød smagsprøver på frugterne. Vi smagte flere forskellige sydlandske frugter og de smagte vidunderligt. Vi måtte selvfølgelig købe nogle, men det blev ikke til så mange, da vi så prisen. Vi endte med at få 6 stk. frugt for 10 Euro ( 75 kr.). Vi gik turen tilbage til hotellet og ved 20 tiden gik vi ud og spiste på en af de mange restauranter der ligger på Lidoen.

Onsdag d. 6/3

Igen stod vi tidligt op, vi skulle være klar ved bussen kl. 8.45. Vi havde meldt os til en guidet tur rundt på øen. Desværre var vejret ikke helt godt, tåge og blæst og regn noget af dagen. Vi havde en dansk guide med, hun havde boet på øen i 22 år og fortalte med humor om livet på øen. og om seværdighederne. Først kørte vi ind til midten af øen. Det var et sted hvor man kan stille sig ud på en glasplade og se direkte ned i dalen, der er nok ???? m. ned.

Det var så tåget, at vi ikke kunne se noget, måske var det derfor, at jeg havde modet til at stille mig ud på pladen. Flemming blev inde på jorden og fotograferede. Vi kørte videre mod ???? og stoppede næste gang ved en smuk kirke. Her holdt vi en lille pause hvor vi lige kunne nå at gå en tur ned til vandet.

Næste holdt var ved et vandfald man kalder for  brudesløret, da vandet i blæsevejr kan minde om et brudeslør. Vi kørte videre og næste holdt var i Ponto Moniz hvor vi blev trakteret med en 3 retters menu på en restaurant, der vendte ud mod vandet. Vi sad sammen med et andet par fra Danmark og fik snakket lidt med dem. Solen var nu kommet frem, så vi kunne lige nå at nyde det udenfor inden turen fortsatte.

Vi gik hen og så på de meterhøje bølger, der slog sig op af klipperne, det er altid et fascinerende syn. Næste stop blev på højsletten, men nu havde vejret skiftet igen og det var tåge,rusk og regn. Så der var mange, der valgte at blive siddende i bussen ved dette stop.

Turen gik nu hjemad mod hotellerne, vi var hjemme igen kl. 16. Vi gik en tur i byen, fik handlet og spist til aften. Bagefter fik vi hotelpersonalet til at printe bustider ud til os. Næste dag ville vi selv tage på en vandretur på en Levada.

Torsdag d. 7-3

Spies´s  servicecenter lå et par gader fra vores hotel,vi gik derhen efter morgenmaden. For at komme dertil skal man op af flere af de meget stejle gader, der findes på Madeira. På servicecentret meldte vi os til en levadavandring den følgende dag. Spies har et samarbejde med en organisation, der hedder Nature Walks og det var denne gruppe, vi ville på tur med. Vi betalte for turen og fik lige et par tips af guiden, til de ture vi selv ville vove os ud på. Derefter gav vi os på vej med vores oppakning af regntøj, mad, vand og frugt. Regntøjet fik vi heldigvis ikke brug for denne dag. Vi gik til Funchal og tog bus 81 til udkikspunktet  Miradouro. Her var der et cafe og en mægtig stor forretning med soveniers og tøj. Der var bl.a. strikponchoer og lammeskinds hjemmesko til billige priser. Fra dette sted kunne man så gå, et par hundrede meter, op til udkikspunktet.

Det blæste kraftigt, da vi nåede derop, men solen var kommet frem, så vi havde et fantastisk viuv ud over dalen. Da vi gik ned igen, tog blæsten til med stormstyrke, men vi kom heldigvis hurtigt i læ bag klipperne. På vejen ned var gelænderet til stien ødelagt mange steder. Sandsynligvis af den storm der hærgede øen, dagen før vi kom dertil. Nede igen satte vi os på cafeen og drak en kop kaffe i solen. Planen var, at vi ville gå herfra af en sti ned til Nonnernes Dal. Der er ikke rigtig nogen skiltning til Nonnernes Dal, så jeg måtte sætte min lid til at Flemming huskede rigtigt, fra hans tur hertil i 2005. Stien ned er en stejl og til tider våd stensti. Nogle steder var stenene lagt som trappetrin og andre steder lå de plant. Vi havde den dejligste udsigt ud over landskabet på turen ned og solen skinnede fra en flot blå himmel.

Da vi blev sultne, fandt vi et sted på stien, hvor vi kunne sidde og spise vores madpakker. Turen ned er ikke uden risiko for at få noget i hovedet. Flere steder lå der et træ og spærrede hen over stien og andre steder var der trillet små og store sten ned af bjergsiden, de lå i bunker på stien. Efter 1½ ime nåede vi ned i Nonnernes Dal. Nonnernes Dal ( Curral Das Freiras) er en lille landsby som ligger spredt ud i mange niveauer på bjergsiderne. Navnet menes at have sin oprindelse, da en gruppe nonner i 1566 søgte tilflugt hertil under et fransk piratangreb i Funchal. Vi gik en lille tur i byen og tog derefter den lokale bus tilbage til Funchal. Da vi nåede Funchal, gik vi efter at finde en cafe i solen. Her satte vi os og studerede det pulserende byliv. Senere gik vi turen tilbage til Lidoen og vores hotel.

Fredag 8-3 2013

I dag skal vi på den guidede tur med Nature Walks. Vi havde fået besked på, at vi ville blive hentet i receptionen på hotellet kl. 8.45. Det blev nu lidt senere, så vi havde stillet os udenfor. Der kom en taxa, med en engelsktalende chauffør. Han skulle ikke med ud og vandre, men blot transportere os videre til opsamlingsstedet. Vi gjorde holdt et par steder for at samle endnu nogle vandrere op. Da vi kom til en anden landsby i bjergene mødtes vi med de andre og vores guide, som var en kvinde ved navn Sarah Vi var 20 personer, der havde meldt sig til denne tur. Flemming og jeg var de eneste danskere, de andre var fra England og Tyskland. Vi startede med at holde ved en bar, hvor folk kunne købe en kop kaffe og benytte toiletterne. Så gik turen op til højsletten i de 2 store biler. På vej op af bjerget blev det mere og mere tåget, til sidst kunne man dårligt se vejen. Vi satte vores lid til at Chaufføren var lokal og vant til at køre i bjergene. Vi standsede bilerne for at starte vores vandring. Nu var vejret blevet koldt og blæsende, så regntøjet kom på for at skærme for vinden.

I starten af turen var der ikke så meget at se, da vi gik i skoven og tågen var tyk. Men senere lysnede det og landskabet blev mere åbent. Flere steder på vandringen stoppede vores guide og fortalte os om Madeira. Hvordan byggeriet af bare en lille del af Levadaerne havde strakt sig over 45 år. Guiden fortalte, at der engang havde været 89 arbejdere, der vedligeholdt Levadaerne, men nu var der kun 12.  Der er ikke så mange af de unge, som har lyst til at påtage sig det arbejde. Det er heller ikke helt risikofrit at gå langs med Levadaerne.  Af det store system af Levadaer som findes på Madeira, er det kun ca 10 % som er tilgængelige for turisterne. Resten er ikke sikre at gå på. Et sted stillede guiden sig op med udstrakt arm og lagde brødkrummer på hånden, vi kiggede nysgerrigt. Efter et stykke tid kom den første fugl og nippede af brødet, senere kom der endnu flere. Guiden fortalte, at der var en periode, hvor fuglene forsvandt fra området, begrundelsen var, at der blev brugt kemikalier til sprøjtning. Da man så stoppede med det, kom fuglene tilbage igen. Vi vandrede af stier, på høje stentrapper og på en strækning gik vi på en smal betonkant ved siden af levadaen.

Til den ene side var der klipper og til den anden var der MEGET langt ned. Her var det en fordel at fokusere på klippesiden, hvis man led lidt af højdesyge. Næste stop var ved de 25 Fontes, som er 25 kilder der danner et vandfald. Vi endte ved foden af vandfaldet, her var aldeles pragtfuldt. Det er nok det tætteste, vi har været på et vandfalds udløb. Vi indtog vores frokost her, nogle siddende, andre stående  med fotoapparatet i den ene hånd og håndmaden i den anden. Efter frokosten fik vi en ny udfordring, vi skulle ad Levada do Risco e 25 Fontes, der følger med strømmen gennem en tunnel på 800 m. Der var buldermørkt inden i tunnelen, så dem der havde lygter lyste frem for sig. Os der ikke havde lygter med hjemmefra havde fået en udleveret. Men det var nu ikke meget den lyste. I venstre side af tunnelen var det store rør, hvor vandet fra Levadaen løb igennem. Der var ikke meget plads, så vi gik i gåsegang, dybt koncentrerede for ikke at vade i de store vandpytter der var og fordi der nogle steder var lidt lavt til loftet. Vores guide fortalte os grinende, inden vi gik ind i tunnelen, at der ikke var mus eller rotter. I regntiden sker det, at der står 40-50 cm vand i tunnelen. Kort efter tunnelen sluttede vores vandretur og vi blev kørt ned fra bjerget igen og tilbage til vores hotel. På vores vandring i dag har vi været igennem den fantastiske smukke natur på Madeira, bl.a. de velduftende Eukalyptustræer og meterhøje Liljekonvaller. Tilbage på hotellet var det nu blevet varmt, så det var ud på altanen og slikke solskin.

Om aftenen gik vi endnu en gang til Funchal. Her fandt vi et sted og spise. Under middagen skiftede vejret karakter, det begyndte at blæse og regnen stod i tove. Vi bestemte os for at køre med bussen hjem og inden vi tog hjem slog vejret om igen og det blev tørt og lunt.

Lørdag 9/3 2013

Vi stod op ved 7 tiden, i dag ville vi gå en Levadavandring på egen hånd. Vi ville gå fra Riberia Frio til Portala. Vi måtte ind til Funchal, for at køre med bussen til startstedet. I dag benyttede vi os af, at hotellet har en bus, der kører til Funchal. Det er gratis for hotellets gæster og den kører 4 gange på en dag. Da vi nåede Funchal, kunne vi lige nå en tur igennem markedet, som er en oplevelse. Blomster og frugt i bugnende mængder og et fiskemarked, som er et spændende syn af fisk, vi ikke er så vant til.

Især Eskadaen som er en hyppig anvendt fisk på restauranterne på Madeira. Fisken er lang, sort og med udstående øjne. Fisken lever så dybt nede i vandet og når den bliver fanget og kommer op, giver det tryk, fisken bliver udsat for, de udstående øjne.

Køn er den ikke, men den smager ganske udmærket. Vi når bus 56 kl. 10 og kører sammen med mange andre vandrere op til Reberia Frio. Der var også flere unge mennesker i bussen, som havde cykler med. Cyklerne blev skilt ad og lagt i bagagerummet. Da vi senere var kommet op i bjergene, stod de unge mennesker af og vi så hvordan de med smidighed hurtigt fik samlet deres cykler. De havde alle gule cykelhjelme på. Vi snakkede lidt med et dansk par i bussen, som skulle vandre den samme rute som os. Vi aftalte at vi kunne dele en taxa ned igen, hvis der ikke kørte en bus, når vi nåede Portala. Vejret var skønt sol,  vindstille og ingen udsigt til regn. Den første del af turen gik igennem områder med mange træer ned langs bjergsiden. Det er en fordel, når man lider lidt af højdesyge, at man ikke kan se lige ned. Vi gik langs Levadaen, med klipper på den ene side og bjergskråningen ned på den anden side. Nogle steder var der kun en smal betonsti at gå på.

Det var et pragtfuldt landskab, frodigt og i alle de grønne farver man kunne tænke sig. Vi mødte af og til andre vandrere, bl.a. det danske par vi snakkede med i bussen. De var nybegyndere i vandring. De fortalte, at de af en taxachaffør var blevet frarådet at tage op og vandre. Hvorfor kunne vi ikke forstå, for vejret var i høj grad perfekt til en tur. Senere på turen blev landskabet mere åbent og vi kunne se ned til byerne i dalen. Vi mødte en svensk kvinde, som kom imod os, hun ville vide, hvordan turen var derfra, hvor vi kom. Hun fortalte at der var utrolig smukt på den sti, vi skulle videre af. Men ”pas på” sagde hun. Stien gik langs klippen og et stykke gik vi med lodret udsyn ned til venstre og der var rigtig langt ned. Heldigvis var der et gelænder på stien.   Den sidste del af turen var ikke langs Levadaen, vi kom ind i et område med huse og et kæmpe stort rensningsanlæg.

Der var ikke den bedste skiltning her, men vi nåede til Portala. I byen mødte vi det danske par fra bussen. Bussen var lige kørt og der var et par timer til den næste, så vi satte os i solen på en cafe og fik en kop kaffe. Der holdt flere taxaer og ventede på kunder, Chaufførerne kom hen til os og tilbød os sammen med det danske par en pris på 40 euro for turen til Funchal. Vi mente det var for meget, så vi besluttede at vente på bussen. Der sad et tysk par på cafeen og vi spurgte om de ville med i taxaen, det ville de gerne, men de havde lige bestilt noget mad. Så vi måtte vente til de havde spist, men det var godt, for så dukkede der et ungt par op, som også gerne ville med. Vi endte med at være 4 par i en stor taxa og betalte 40 euro, for turen ned til Funchal. Tilbage i Funchal fandt vi en cafe, der lå i solen, her kunne vi nyde en velfortjent øl efter en god vandring.

Søndag 10/3-2013

I dag vågnede vi til et dejligt solskinsvejr. Fra vores hotel kan man gå langs Levadaen og ind til byen Camara De Lobos, det ville vi bruge vores sidste dag på.   Så efter den dejlige morgenbrunch, blev der smurt madpakker og pakket rygsække. Turen startede med en del stejle trapper op i terrænet bag hotellet. Vi måtte spørge en lokal om vej, for vi gik lidt forkert. Vi fandt Levadaen og startede vores vandring. Turen går gennem områder, hvor de lokale bor.

Det er spændende at gå her, hvor der ikke er så mange turister I haverne står der store bananpalmer bugnende af klaser med bananer. Det er lige før man kan række hånden ud og plukke en klase.

Bananerne hernede er små, men til gengæld smager de bedre end derhjemme. Palmerne giver frugt 3 gange på et år, fordi klimaet på Madeira er så mildt hele året. Kæmpekaktusser står også langs vejen. Vi går nogle steder, hvor der kun er en ca 40 cm bred sti. Det kan være vanskeligt, hvis vi møder nogle, der skal den anden vej. Så stiller man sig med det ene ben over Levadaen, så man kan passere hinanden. Vi gik i de skønneste områder med frit udsyn ned af bjerget og til beboelse, hoteller og havet. Alle steder står der skønne blomster i fuldt flor. Et sted kom gamle mutter trækkende med en tom indkøbsvogn, længere fremme hvor stien startede, stod 2 unge piger med adskillige indkøbsposer. De stablede så poserne i vognen og så travede det lille selskab tilbage, langs stien hjem til deres bolig. Da Levadaen drejede væk fra retningen mod Camara De Lobos, mødte vi et svensk/dansk par. Vi faldt i snak med dem om hvilken vej, vi ville gå ind til byen. Hvis man ikke ville ind til byen, kunne man gå videre langs Levadaen, men den del af Levadaen skulle være farlig havde de hørt. Resten af turen ned til byen gik langs vejen. Det blæste kraftigt nu, men solen skinnede fra en flot blå himmel. Da vi havde gået et par kilometer, nåede vi til strandpromenaden.

Et sted langs med promenaden mødte vi en fyr, der gik på hænder. Han ænsede ikke folk der gik forbi, men virkede som om han var i sin egen verden.Vi nåede til trappen der førte os ned til byen. Camara De Lobos er et idyllisk fiskerleje. Fiskerbådene lå i havnen og klipfiskene hang til tørre i solen. Fiskerne er ude på havet om natten, for på dette tid af døgnet søger fiskene længere op i vandet, så det er nemmere at få en god fangst. Især den populære fisk Escadaen som lever langt nede i havet.

På cafeerne sad folk og nød solen, maden og hinanden. Vi fandt en bænk og spiste vores madpakke. Der var et dejligt liv i byen, mænd der spillede billard på barerne, børn der spillede bold i gaden og lystfiskere ved havnen. Vi ville gå langs strandpromenaden tilbage til vores hotel. Det er en forholdsvis nybygget strandpromenade.

Man har den bedste udsigt ud over vandet og klipperne og til den anden side de majestætiske høje hoteller, som med få undtagelser er holdt i lyse farver. Mange steder så vi, at stormen havde ført mange elementer fra havet op på land. Flere steder vi gik på stien var der sand fra vandet, trods det at vandet lå et par hundrede meter væk. På et tidspunkt endte strandpromenaden og vi måtte op og gå langs vejen.

Vi endte i et hotelområde, men vejen var blind. Vi ville gå tilbage, da der var en dame der henvendte sig til os. Hun var dansker og ejer af en lejlighed i et af de store komplekser, vi gik forbi. Hun havde hørt vi gik og snakkede dansk og havde opfattet, at vi var nødt til at gå tilbage.” Jeg kan låse jer ind i elevatoren hvor jeg bor,” sagde hun ” så skal I ikke gå hele vejen tilbage”. Derefter guidede hun os til, hvilken vej vi skulle gå, når vi havde taget elevatoren op til gaden. Hun fortalte os, at der normalt var en tunnel, man kunne gå igennem for at komme tilbage til strandpromenaden, men tunnelen var undermineret som følge af den voldsomme storm ugen inden. Hun boede på Madeira hele vinteren og i Danmark om sommeren, hun havde ikke før oplevet så voldsom en storm, som den der hærgede øen inden vi kom. Vi takkede for tilbudet steg ind i elevatoren, kørte op og endte oppe i gadeplan.   Resten af turen gik langs vejen tilbage til hotellet. Vejret var stadig godt og vi kunne igen sidde i solen på altanen.

Mandag d. 11/3

I dag går turen hjemad, så der blev kun tid til en lille tur rundt i området.

Du er velkommen til at skrive en kommentar. Positiv som negativ.

Forfatter: Anette Kehlet

 Leave a Reply

(required)

(required)