jul 012018
 

Vandring på Camino del Norte fra 29 marts til 17 april 2018.

Igen i år havde min datter spurgt om vi skulle vandre sammen i Spanien, og der var intet jeg hellere ville. Hun havde planlagt at vandre fra Irun til Oviedo via Camino del Norte og derfra videre af Camino Primitivo til Santiago de Compostela.
Derfra ville hun så tage bussen til Porto i Portugal for at mødes med sin tyske vandre veninde Maggie. Sammen ville de så vandre ad Camino Portugués da Costa til Santiago de Compostela.
Vi havde aftalt at jeg tog med de 450 kilometer fra Irun til Ovedo, hvorefter hun så ville gå de sidste 750 kilometer uden mig.

Onsdag d. 28 april fløj vi via Madrid til Irun hvor vi ankom til vores Hotel ved 22 tiden så vi kunne starte vores tur næste morgen.

Nedenfor kan du læse om vores oplevelser, og se billeder fra turen..

Mette har skrevet beretningen og jeg har taget foto.


Praktisk information om turen. Tryk Fakta boks.

Alle billederne fra turen. Tryk Foto fra turen.


Dag 1: Irun – San Sebastian. 25 km

Vi forlod hotellet i Irún lidt efter kl. 8. Det småregnede, men det var mildt i vejret. Ruten hernede er godt afmærket og vi fandt hurtigt den første gule pil på en lygtepæl, som fulgte os ud af byen og op imod bjerget mod vest.

Turen i dag var meget kuperet, men afsindig smuk. På bjerget gik vi af skovstier med en vild udsigt, og selvom at det var noget mudret pga. regnen var humøret højt.

Så kom solen! Og den fulgte os resten af dagen. Efter at have gået over bjerget ramte vi den lille hyggelige havneby, Pasajes de San Juan. Kaffe, vand, et besøg hos den lokale købmand og så var vi klar til at komme videre.

Vi tog en lille båd over floden og fortsatte op af stejle stentrapper, så indsejlingen af et fragtskib (sammen med en masse lokale) og fik vandret til San Sebastian, som i dag vrimlede med mennesker i alle aldre. Påsken er virkelig en festdag i Spanien! Alle var pænt klædt på og der blev konsumeret liter af Italiensk is og masser af alkohol, samt tapas.

Over 30 km blev det til i dag med turen selv, samt byvandring i San Sebastian. I form er jeg bestemt ikke og min søde far har måtte lægge øre til mig klynke noget. Men! Vi klarede turen, solen skinner og jeg kan ikke vente til næste etape i morgen.


Dag 2: San Sebastian – Orio. 15 km

Jeg har savnet den simple spanske morgenmad. Et stykke ristet brød med en god ost og en kop kaffe. Det er lige mig, ikke så meget bøvl!

Vi kom sent ud af San Sebastian (kl.9), men vejret var smukt og solrigt. Selvom de lokale var ude og fejre Påsken i nat, var der absurd mange ude og enten lufte deres mange hunde, eller løbe morgentur.. det vrimlede mildest talt med løbere hele vejen ud af byen.

Turen i dag var lige så strabadserne som i går, men underligt nok føltes den på ingen måde lige så slem. Vi gik op, op og mere op. I starten var det smattede skovstier, som udfordrede balancen og fødderne. Vi kom igennem bakkede landskaber på bøh-landet, med køer, ponyer og alpacaer som hilste os. Udsigten fra toppen var absolut fantastisk, bjerge, dale, så langt øjet rækker. I’m in heaven.


Efterfølgende på vores “nedtur” var det stenet, mudret og krævede den fulde koncentration for ikke at falde på røven(hvilket jeg selvfølgelig fik klaret i bedste bambi-stil, heldigvis uden skader)


Vi sluttede vores gåtur i byen Orio, faktisk ville vi have vandret til Zarautz, men overnatningsmulighederne var i begrænsede og far kendte et hyggeligt herberg som vi tog.
Ja! det er helt korrekt!. Min far har underkøjen i vores køjeseng på en 20 mands-stue(Ok, han nåede ikke at sige nej til den store sovesal før jeg havde sagt “JA!!”) Så her bor vi i nat 

Byen Orio er ikke særlig stor og her er et par barer/restauranter, men hyggeligt og befolkningen hilser pænt. Solen har skinnet hele dagen og jeg satser stærkt på at det holder ved i morgen, til trods for fars meteorologiske skeptisisme.

I morgen skal vi til Deba, men pga. påsken og fordi vandre-sæsonen normalt starter d. 1 april, var det umuligt at bestille noget online, alt var booket, og ingen herberger har åbnet endnu.
Jeg ringede til et hotel for at prøve lykken og spurgte “Hablas inglés??”, “No….”.. godt så… Samtalen var uhyre komisk på mit elendige spanske, og mandens elendige engelske, nåede vi fuld af latter til enighed om at jeg skulle reservere et rum. Så hvis alt er gået vel har vi et sted at sove i morgen.


Dag 3: Orio – Itziar. 26 km

Det blæste i morges, meget…Så meget at vi dårligt kunne holde balancen, da vi traskede ud fra herberget hvor vi ellers havde sovet fortræffeligt.

Vi gik til byen Zarautz, hvor vi spiste morgen mad, fik kaffe og handlet forsyninger i det lokale supermarked til dagens gåtur.
Far havde snakket om strandpromenaden i byen, den skulle være smuk og vi valgte at vandre langs den ud af byen. NØJ,hvor det dog blæste! Sandet piskede imod ansigtet, og ikke nok at med det, så haglede det også! Hvilken oplevelse. Pludselig kom solen og vi fik æren af at se en gruppe surfere blive undervist i vandkanten.

Vi gik efterfølgende langs vandet til Getaria, hvor vi fik en kop kaffe og lidt kultur at se. Solen skinnede og regnbygerne var aftaget, men lå stadig og ulmede.

Efter vores næste kaffe pause i havnebyen Zumaria, gik det op. Op, op, op. Skiftevise regnbyger og solskin prægede ruten, men humøret var højt og jeg blev igen stolt over at have en far i den form, for det var altså nogle heftige bakket vi blev udfordret med.

Endelig kom vi til hotellet som jeg havde forsøgt at booke i går. Vi havde snaskede støvler og vores regnbukser havde skiftet farve i benene, fra sort til gul, så vi skiftede tøj ude foran til stor underholdning for den spanske familie,der holdt påskefrokost på restauranten. Vi fik en klapsalve da vi kom ind, og til stor glæde for os var min bestilling gået igennem. Så var min far en glad mand, ingen køjeseng i en 20 mands sal i nat 😉


Dag 4: Itziar – Markina. 27 km

Vi gik 7.30 og nåede Deba til morgen kaffen ca. 8.30. Det var en smuk vandring med morgensolen i horisonten og dyrene der vågnede på marken.

Deba er en fin lille by, og vi besøgte det lokale konditori til croissanter og kaffe. I byen har de 2 elevatorer som kører fra toppen af byen og ned, dovenskaben længe leve! Dem tog vi selvfølgelig, hvem gider så mange trapper en søndag morgen.

Så startede dagens etape for alvor, og vi var dårligt kommet ud af byen før det gik op! Vi gik af mudrede skovstier i lang tid, og så fik far luret en smutvej. Godt nok var det op af en meget stejl(og lang!) skråning i fyrskoven, hvor den lerede og smattede bund var godt kamufleret af grannåle, så det så jo ud til at være den rene leg.
Men jeg må indrømme jeg var noget nervøs da vi begyndte, for der var dælme langt ned… Men med en vandrestav i den ene hånd, og en gren i den anden, fik jeg klatret op. Vi overlevede begge to, og jeg fik på opturen repeteret hele mit førstehjælpskursus, bare lige i tilfælde af at det der ikke måtte ske, skete.

Vi nåede til en lille flække, Olatz, som var den sidste “by”(læs her: 4 huse og en bar) inden vores lange stræk på 16 km uden kaffepauser skulle ske. Så kaffen og frokosten blev indtaget i høj sol inden det gik for sig igen.

Vi gik til toppen af et bjerg, blev forpustede og drak masser af vand. Min kondition og benkræfter blev seriøst sat på prøve på vejene imod destinstionen, Markina.

Turen i går var hård.. Den idag føltes til tider desideret sindssyg og svær, da terrænet var så ujævnt og dårligt det meste af tiden, men vi kom i mål og blev modtaget af den sødeste værtinde på vores herberg som serverede øl på terrassen.

Nu er vi begge brugte i benene og fødderne, men hold op en fantastisk dag. Sol, udfordringer, sjove dyr og nogle af de mest fantastiske udsigter jeg nogensinde har set. Absolut det hele værd!


Dag 5 Markina – Gernika. 25 km

Dagen startede smukt i tørvejr og til solopgangen. Det var en forholdsvis nem morgen, ingen særlige bjerge der skulle bestiges. Dog var vi begge trætte efter gårsdagens strabadser, og værst er alt var det at cafeerne ikke var åbne.. Men vi kom igennem smuk skov, og et gammelt kloster hvor en munk hyggede rundt.

Så skete det! Efter 14 km fandt vi en by med en åben bar. Normalt afviger vi ikke fra ruten, men Google fortalte mig at der burde være bar og så havde far ikke noget at sige. Fantastisk morgenkaffe og så steg humøret igen gevaldigt. Her indså jeg igen, hvor afhængig jeg egentlig er af det stas. Servitricen var enormt sød og hjalp mig med bytte pengene. Så nu har jeg snart styr på de spanske tal, både enere og tiere ! Den vildt skeløjede gamle mand vinkede pænt farvel med et “Buen Camino”.

Stierne hele dagen var gode, forholdsvis tørre og gode at gå på. Pludselig lød et “how are you” bag mig, og en lav fyr skyndte sig op på siden af mig. Det var begyndelsen på en meget lang og interessant samtale med den 45 årig mand(som jeg forfærdeligt nok har glemt navnet på). Han bor i Gernika og er også startet i Irún. Skolelærer som har brugt sin påskeferie på at gå rundt og se steder fra hans barndom og ungdom, som lå på ruten. Vi fulgtes i et par timer og snakken gik meget på kulturen i Baskerlandet, imens at han viste bygninger og steder han kendte, kirken hans forældre blev gift i, skole med kønsopdelte fløje som hans bedsteforældre havde gået på osv.

Flere steder på vægge og opslagstavler havde jeg set et sort kort af Baskerlandet, og han forklarede at over 800 fanger fra Baskerlandet er indsat i fængsler i det sydligste af Spanien, og at baskerne ihærdigt forsøger at få dem “hjem” i deres egne fængsler, men at Spaniens regeringen er umulige at samarbejde med om dette. Ifølge ham er de stadig et folk der ikke er velanset hos mange spaniere, og at de “straffes” hvor de kan.

Han gav øl og oliven i solen, på baren der lå overfor bedsteforældrenes skole inden vi sagde pænt “agur” og vores veje skiltes.

Far og jeg havde på nettet fundet et lille hotel midt i byen til en rimelig pris, og der fik vi indlogeret os. Benene var trætte så meget byvandring blev det ikke til i dag, hvilket ellers var en skam da Gernika er en festlig by fuld af liv og charme. Det må jeg have til gode til anden gang, for det bliver der.

På værelset har der været storvask og i bedste pilgrimsstil har far monteret tørresnoren fra lampen til gardinstangen. Så er vi nemlig klar til i morgen med duftende klæder.


Dag 6: Gernika – Lezama (tog derfra til Bilbao). 41 km

Vi havde i går aftes besluttet at ændre lidt i turen, så i stedet for at overnatte i den tildels kedelige forstad Lezama, tog vi toget derfra(ca. 10km) til Bilbao for at få en hel dag i byen onsdag.

Gåturen var stille og rolig, rimelige gode stier og smukke omgivelser. “Wow-effekten” af bjergene er så småt ved at aftage, og man vænner sig til den pragtfulde natur. Det er så her man pludselig ser en masse ting man før ikke så. Planter og dyr i vejkanten. Flere steder har vi set de små pelsede larver gå i futtog over asfalten. 63 larver var den længste kæde på, hvad det er for en larve ved jeg stadig ikke.

På togstationen fik vi assistance til den besynderlige billetmaskine vi havde noget svært ved at betjene, og toget ventede på os imens.
I Bilbao fik vi badet på pensionatet som far havde forudbestilt, og vi fik gået en god aftentur i byen.

Vis sluttede af i den gamle bydel, hvor jeg fik fyldt maven med de mest fantastiske pintxos og hvidvin. Det havde jeg ventet på hele dagen. Farmand er ikke den store fan af pintxos så han var fodret af tidligere


Dag 7: Bilbao 

Vi har leget turister med kort og kamera i Bilbao hele onsdagen. Set kulturhuset som både fungere som bibliotek, sportshal og med restauranter. Det ligger i bygningen der i gamle dage var spansk bodega (sted hvor de opbevarede vin) Meget specielt sted, hvor der i underetagen er en masse søjler som alle er dekoreret forskelligt, og svømmehallen som kan ses nedefra.

Vi trasket byen rundt og fik oplevet det storslåede museum “Guggenheim”, som kørte med en interessant udstilling “Art and space”. En blanding af store og små værker, malerier, skulpturer, interaktive præsentationer, videoer og lyd.

Far var i lidt af et dilemma.. Det brændende ønske om at fotografere nogle af værkerne var en større kunst og nærmest umuligt, da vagterne passede deres arbejde godt, men nogle fik han da taget

Fik vandret lidt over 20000 skridt, så selvom det var “hviledag” fik vi holdt kroppen i gang. Solen var med os det meste af dagen, dog kom der en masse regn ved aftentid. Heldigvis skal vi jo tidligt i seng, og op til vandring i morgen.


Dag 8: Subway fra Bilbao til Portugalete – Castro Urdiales. 27 km

Toget futtede ud af Bilbao lidt over kl. 7. Vi gik ned og så den berømte svæve/hænge/glide-bro, som er i Portugalete. Bygget af en af Eiffel’s lærlinge i sin tid og fungere ved at en bus bliver trukket over vandet. Meget speciel konstruktion.

Så startede dagen for alvor og vejret var med os. 20-23 grader og høj sol, så intet at klage over! Gode stier og få stigninger.

Inden vi nåede vandet kom vi igennem den skønneste lille dal. Fyldt op med nyttehaver og små huse, summede der af liv og forår.

Fra stranden gik vi langs kysten til byen vi skulle overnatte i. Lyden af bølger og synet af det evige hav fik hjernen til at slappe af, så min hjerne glemte tid og sted. Vidunderlig tur.

Far havde booket et værelse i en privat pension som blev drevet af en mor og hendes to sønner. Begge sønner talte glimrende engelsk, men jeg studsede lidt da moren kaldte den 10 årige søn ind som tolk. Morgenmaden var inkluderet og det var et hyggeligt lille hjem.


Dag 9: Castro Urdiales – Laredo. 25 km

Dejlig morgen vandring i solskin, hvor den første del til Islares foregik ved vandet af gode stier. Vi havde begge sovet godt og ingen af os havde ondt nogle steder, så det var bestemt en fantastisk dag.

På vejen mødte vi en tysk kvinde, Pamela som vi så igennem hele turen. Pamela gik knap så stærkt, men vi havde nogle skønne og morsomme samtaler undervejs når vi mødtes. Vi fandt hurtig ud af at vi alle tre havde planer om at overnatte på samme herberg i byen, Laredo. Men inden da tog vi den “Korte og kedelige”(mener mange) tur af landevejen over 10 km.

Fra Liendo gik far og jeg ud imod vandet til en alternativ rute, væk fra mennesker og biler. Smuk, men MEGET varm tur i bagende sol. Krydsede et bjerg inden vi nåede Laredo, hvor første stop inden herberget var baren. En kold øl var på sin plads her, og jeg fik kigget på solskaderne som gudskelov ikke var så slemme som først antaget.

Jeg spurgte hurtigt nonnen der lukkede os ind på herberget om hun talte engelsk. “No…” Hun så helt træt ud og sukkede, da jeg fik forklaret at jeg dårligt talte spansk, men så startede “showet”. Det tog vel omkring 45 min fra vi trådte ind på herberget til at vi var alene igen. Imellemtiden fik vi forklaret hvor vigtigt det var vi slukkede lyset efter os, hvor vi bade, lave mad, handlede, spiste, hvordan vi kom ud af byen den efterfølgende dag, hvordan og hvor vi skulle lægge det sammenlagte sengetøj dagen efter, og hvordan det fungerede med nøgler. Hun var absolut vidunderlig! Fantastisk lille hjælpsom kvinde, fuld af kærlighed, men som jeg af en eller anden grund frygtede lidt. Men til stor overraskelse forstod jeg 80% af hvad hun havde sagt. Succes!
Da jeg var i bad kunne jeg høre nonnen nærme sig i fuld sving med præsentations talen og til min store begejstring var det Pamela som var ankommet, og på sin vej havde fundet en anden tysker, Sabine.

Far valgte at lade os tøser nyde aften sammen alene på en tapas bar og det var nok meget godt, for hold da op vi fik knævret! Og spist, og drukket. Alt i spanske oste, pølser og pålæg blev inhaleret og nydt med rigelige mængder af god spansk rødvin. Så vraltede vi ellers hjem i seng.


Dag 10: Laredo – Güemes. 27 km

I Laredo fik jeg sagt pænt farvel til min nye tyske veninde Pamela, og vi fik udvekslet numre så vi kan holde kontakten. Hun tager hjem nu og vender tilbage til sommer for resten af turen.

Far og jeg nåede en hurtig kaffe ud af byen. Jeg tror at han har forstået vigtigheden af min morgenkaffe, hvis jeg skal være til at være i nærheden af. Vi gik ud langs stranden og ventede på en lille båd som skulle hente os, og sejle os til Santoña. Landgangen rullet ud i sandet og jeg havde noget svært ved at forstå det var en reel business de havde gang i, men sejlet over blev vi.

Ny kaffe pause inden turen gik videre og vi fortsatte et godt stykke ad asfalterede veje. Så kom der et lille bjerg vi skulle krydse, med stier som krævede en del opmærksomhed da vi hurtigt kom op i højden. Igen var jeg overrasket over min far. Så adræt han hoppede rundt på bjergskråningen. Han må minimum være 16% bjergged. Udsigten var som altid smuk i 100 meters højde ved vandet.

Vi vandrede langs stranden inden vi lavede vores egen alternative rute igennem landet. Landeveje havde vi fået nok af, så denne gang stod den på moseområde og bøh-land. Lidt småregnende blev det inden vi nåede vores herberg, som far igennem årene flere gange havde nævnt som “en speciel oplevelse”

Fader Ernesto hedder manden der står bag dette herberg, som er drevet af ham selv og frivillige. Huset har tilhørt hans familie i årtier og har altid været brugt til at huse folk fra forskellige kulturer, til at udvekse erfaring og viden, også inden at Caminoen blev populær.

Fader Ernesto er pt. i Argentina på rundrejse og kunne derfor ikke deltage i festlighederne, men traditionen tro blev vi alle (omkring 20 pilgrimme) samlet kl. 19.30 til historiefortælling om huset og familien. Efterfølgende var der fællesspisning ved langbordet, hvor vi snakket med de andre vandrere. Suppe, pasta, frugt og vin stod menuen på.

Jeg fik en masse nye bekendtskaber, og flere af dem vil jeg højst sandsynligt støde på de næste par uger. Dejlig aften i godt selskab. Tyskere er her en del af, udover dem mødte vi amerikanere, litauere, polakker, en enkelt spansk fyr og et par fra Canada.


Dag 11: Güemes – Santander. 14 km

Efter at have sparket til den canadiske kvinde gennem hele natten(pga. alt for korte senge), fik vi indtaget den knap så interessante kaffe på herberget og kom afsted før de fleste andre.
Turen var i dag kort, 15-16 km. blev det til sammenlagt, fra herberget til byen Somo, hvor der gik en båd til Santander. Overskyet var det på hele turen langs kysten, men solen kom da vi nåede kaffen i Somo.

Santander er en fin storby som mange andre. Men jeg er lige som sidste år, nået til det tidspunkt hvor jeg faktisk foretrækker de mindre byer, uden de mange mennesker og valgmuligheder for mad. Simpelt er godt.

Vi fik dog trasket byen tynd, kigget på mennesker og spist is på strandpromenaden, samt indtaget mere af den gode rødvin. Skøn dag, men jeg glæder mig til at komme lidt ud på landet igen. I morgen bliver det en længere tur på 32-36km, og jeg fik overtalt far til ikke at tage toget ud af byen, men gå hele vejen.


Dag 12: Santander – Santillana del Mar. 32 km

Far havde indvilget i at gå hele vejen, i stedet for at tage toget ud af byen som vil havde snakket om. Kl. 7 var vi på vejen ud af Santander og foran os lå en tur på 32-35km. Det lyder måske af meget, hvilket det egentlig også er, men det var en forholdsvis “flad” tur uden de store bjerge. Så hvis bare at der er kaffe og frugt nok går det som en leg.

Vejret var gråt, men tørt og humøret var i top. Vi gik langs togbanen i lang tid og vi krydsede den første flod på togbroen. Det var lidt nervepirrende at gå langs skinnerne, men til vores held kom der ingen tog.

De sidste kilometer på turen blev noget våde, da et mindre uvejr valgte vejen over os. Men tanken om det varme trestjernede hotel far havde booket, gjorde regnen ubetydelig.

Santillana del Mar var en fantastisk lille bjergby fra middelalderen og er en ren turist-magnet. Hotellet far havde booket var absolut vidunderligt. Tunge tæpper på trapperne, rå murstensvægge indvendigt, mørke træmøbler og masser af store malerier. Skøn oplevelse til rimelige penge.


Dag 13: Santillana del Mar – Comillas. 24 km

Det var en kold og meget våd dag. Faktisk pissede det ned hele dagen… Efter få kilometer måtte jeg erkende at mit vanvittigt dyre regntøj ikke var en krone værd for vandet gik direkte igennem, især i bukserne. Jakken var noget bedre, kun på skuldrene var den ikke tæt.
Midt i det voldsomme uvejr(ja sådan husker jeg det) så vi en kirke i det fjerne. Hurra! ly! Eller.. porten var lukket og låst.. så med en rundtur rundt om kirken fandt vi en gammel og faldefærdig tilbygning, hvor en kiste stod i støvet. Der lå David og var død i 1978, men hos ham var der tørvejr og læ for regnen. Efter 10 min futtede vi videre, mig selv, noget så gennemblødt.
Så på første bar(efter 6km) fik jeg tørre bukser på og jeg fik hevet det lånte regnslag op og monteret. Ærgeligt nok var det heller ikke tæt.

Vi nåede at gå 17 km før vi søgte ly i en købmandsforretning, og paret der ejede den var så søde at ringe efter en taxa til os, som kunne køre os de sidste 10 km til Comillas.

Humøret steg igen, og særligt det hotel far havde booket fik smilet frem. Der var varmepumpe på værelset og med fjernbetjeningen var vores status ophøjet til “vejrguder”. I byen fik vi købt en sexet gennemsigtigt regnjakke som kan tage det værste af vandet de har lovet i morgen.


Dag 14: Comillas – Columbres. 27 km

Kølig morgen, og der lå regn i luften. Heldigvis var vi begge forberedte på hvad nu end vejrguderne bestemte sig for.
Vi gik igennem et større mose-område lidt uden for Comillas og så begyndte regnen. Min nye regnjakke var ganske effektiv og tog skærmede for de værste.

På turen til Colombres havde far foreslået et hotel han tidligere havde boet på, lidt uden for byen. Det var ikke på booking.com, så jeg greb knoglen og ringede. Ingen talte engelsk, så jeg præsterede at lave min første hotel booking på spansk! Hurra! At jeg ikke forstod et kvæk af hvad manden i røret sagde efterfølgende, er en anden sag. Men han lød i hvert fald positiv, og da vi kom frem viste det sig at det havde båret frugt.

Vi gik ind til Colombres for at spise aftensmad, og valgmulighederne var ikke store. Det blev en skøn mexicansk restaurant, hvor jeg fik mit bedste måltid mad længe. Super hyggeligt sted som var en ren oplevelse over forventning.

Colombres var i sig selv en noget trist by, mange tomme huse og det alt virkede noget forladt. Heldigvis går turen videre til den større by Ilanes i morgen.


Dag 15: Columbres – Llanes. 23 km

Solskin! Absolut fantastisk vandre vejr startede dagen med, og faktisk fortsatte det indtil solen gik ned.

Far kunne huske turen fra tidligere år, og havde lidt “ændringer” til den normale rute. Jeg elsker at komme på eventyr og det må man sandelig sige at vi kom. Vi gik over en ko-mark, ca. 3-4 km langs vandet. Engblomster og klipper prydede landskabet så langt øjet rakte og vi kunne hele tiden høre havet slå imod klipperne nedenfor.

Køerne gik frit rundt, da det jo egentlig var deres habitat vi havde sneget os ind på og normalt er jeg egentlig ikke bange for køer, men de store horn gjorde oplevelsen en smule nervepirrende På vej ud fra marken kom vi forbi en drypstenshule, som vi selvfølgelig skulle udforske. Ingen af os havde nogen sinde været inde i en, så vi var begge noget barne-begejstrede.

Resten af turen til Llanes var smuk med vilde udsigter til hav og bjerge. Vi havde om morgen set at dagens etape skulle være 22km, men vi tog de “pæne” veje og lavede lidt om på turen, så den endte ud på et par og tredive. Hva pokker, vi er jo i topform så 10 km fra eller til?

Far havde igen fundet et skønt hotel og denne gang med udsigt ud over havnen. Vi havde en hyggelig aften i Llanes inden vi trak os i seng til pilgrimstid(22.00)


Dag 16: Llanes – Ribadesalla. 30 km

Klokken var ikke en gang 7, da vi forlod hotellet i Llanes. Turen i dag var lidt over 30 km, men igen forholdsvis flad. I den første by vi kom til fik vi morgenkaffe, og for første gang på turen var det i en ordentlig størrelse kop. Begejstring! Og godt smagte den også.

Rimelig tør dag kun med et par enkelte dråber regn, så det var en ren fornøjelse at gå igennem det skiftende terræn. Eukalyptus plantager, bøh-land og hav fik vi fornøjelsen af. Vi så ikke så mange pilgrimme i dag. 3 blev det til, hvor den ene var en tysk fyr vi har mødt før. En ny tysk kvinde dukkede op på et af vores café besøg og så noget skuffet ud da bartenderen ikke solgte cigaretter. Jeg stak hende 2 af mine og snakken kom igang.

Turens afslutning var noget våd og vi fik udfordret balancen over de store søer der havde dannet sig på stierne. I siderne lå køer som tyggede drøv, og nyfødte kalve der sov. Så bedårende et billede, men en helvedes til larm faktisk, da stort set alle køer har klokker på her og det er en evig bimlen og bamlen i naturens ellers skønne ro. Udover et utal af muh-køer har vi set en gammel krikke og en fin lille sno på vejen.
Ribasedella er en ganske hyggelig lille havneby. Først ved 20 tiden begyndte der for alvor at komme mennesker ud i de små gader og fredagen begyndte. Jeg fik mit livs bedste salat med blæksprutte. Selvom at jeg mener, at det moralsk er dybt forkasteligt at spise så intelligent væsen så sker det jeg ikke kan lade være. Wow, det var lavet med kærlighed og med tårer i øjenkrogene, og jubel i munden var det en fantastisk afslutning på en fantastisk dag!

 


Dag 17: Ribadesalla – Colunga Bus derfra – Villaviciosa. 20 km

Det var stadig mørkt da vi forlod hotellet og gik til vandet.

Det er altid lidt specielt at gå tidligt i weekenderne, da der absolut ingen mennesker er på vejene, hvilket faktisk er ganske behageligt.. så kan man nemlig traske rundt på vejen uden frygt for at blive kørt ned af de spanske bilister. Vi havde hverken fået vådt eller tørt inden afgangen.. Jeg havde tidligere stået ude foran hotellet, da jeg ventede på far fik pakket sig sammen, og overvejet om det var værd at trække en kop kaffe i hotellets kaffemaskine. 1 euro for en kop knap så spændende kaffe i en brun plastik kop(dem man altid brænder fingrene på), og jeg tænkte at der nok snart skulle dukke en kop god mocca op. Men nej.. Det var dog en skøn mild morgen ud af byen. Tågen lå tykt langs landskabet og lyden af bæh’ene får og fuglekvider var det eneste der kunne høres.

I morges da jeg vågnede måtte jeg erkende at jeg var blevet bidt af en lille sort sag i halsen. Om det var en flåt eller tæge kunne jeg ikke se.. 6 eller 8 ben? Min pincet havde jeg da heldigvis glemt på et hotel for et par dage siden, så efter erkendelsen af at jeg ikke slap af med den lille fyr foreløbigt valgte jeg at navngive den, Albert.

Vi kom igennem flere små fine byer med hver deres charme. Store vægmalerier og skønne blomstrende haver. Hver gang nye huse dukkede op i det fjerne blev jeg lykkelig over tanken om varm kaffe, men flere gange blev jeg skuffet.

Solen var med os da tågen havde lettet og temperaturen steg gevaldigt. Så blev det t-shirt-vejr! Vi traskede ad små grusstier og mudrede markveje meget af dagen. Da vi nåede ud til vandet faldt vi over en åben kaffebar, og det var over alt forventning. Et sted vi ikke havde kunne forudse ville huse en café, ved en øde strand. Så morgenkaffen blev nydt ved 11 tiden med havudsigt!

Da vi kom til Colunga efter ca. 20km vandring havde vi på forhånd besluttet at tage bussen til byen Villaviciosa. Vi fik købt en øl og en pincet inden vi blev vejledt af lokale til hvor og hvordan bus-systemet fungere her. Alle vi møder er simpelthen så søde og hjælpsomme, også selvom mit spanske er pinligt dårligt og deres engelske ofte er ikke-eksisterende.

Vi ankom til Villaviciosa i høj sol og fik tjekket ind på hotellet. Jeg fik taget afsked med Albert, og fik en god morfar inden den stod på rødvin og middag i byen. Igen en skøn dag med mange flinke mennesker der har hjulpet os på vej. Det er en sand fornøjelse at rejse her i Spanien.


Dag 18: Villaviciosa – Oviedo. 44 km

Vi havde inden sengetid diskuteret dagens etape. Efter planen skulle vi sove i Pola de Siero, men det eneste hotel var vist lukket og vi blev enige om at gå helt til Oviedo, så vi sammen kunne bruge hele mandagen der. Men det ville blive over 40km, så vi besluttede at tage en taxa til byen Vega de Sariego, og gå derfra.

Solen skinnede da vi steg ud af taxaen, og vi fandt hurtigt de gule pile på husmurene. Det var en smuk dag igen, og landskabet her i området er meget charmerende. Bjerge, dale, og i horisonten kunne vi se sneklædte bjerge glimte i solen.
Vi havde fået lidt morgenmad og kaffe på hotellet inden afgangen, men ellers stod formiddags menu på lakridser, chokolade og lidt frugt, hvilket den faktisk har haft gjort en del dage. Lakrids er en sjælden vare i Spanien og kan være uhyre svært at finde på hylderne, men igen i går havde far spottet dem, fyldt rygsækken så vi var klar til sidste del af nordruten.

Det var en lidt følelsesmæssig blandet dag og jeg ved vi begge var noget berørte over at det var den “sidste” på vores tur. Det påvirkede dog ikke humøret og vi fik pjattet, grinet og hygget hele dagen igennem. Far fik oplært mig godt i hvordan man i bedste pilgrimsstil med rygsæk kravler over og under væltede træer, forcere store vandløb og mudderhuller.

Desværre måtte skaden jo komme en dag og jeg fik lappet fars mikroskopiske vabel på storetåen med lidt kærlighed og en compeed. Alle helte har jo deres akilleshæl, og min far har så en tå 😉 men efter et hvil i solen kunne turen fortsætte.

Resten af dagen forløb fantastisk. Vi fik hilst på en masse dyr, heste, katte, får, de utallige gøende hunde og så jeg tror far har hilst på samtlige køer på nordruten. Jeg har derimod hilst på alle heste, æsler og ponyer vi har kunne komme i nærheden af 😉

Vi har drukket rigeligt med kaffe, og en enkel øl blev det også til ved eftermiddagstid. Turen ind i Oviedo var noget lang, men det var en sand fornøjelse at gå ind. Flere bilister dyttede og ønskede os “Buen Camino” råbende ud af vinduet. Generelt er vi også blevet taget godt imod hele vejen ind i denne by, som mange af de andre.

Far havde fikset et perfekt hotel til vores 2 overnatninger i Oviedo. Midt i byen, og ren luksus. Det bliver noget af en omvæltning når jeg om få dage skal til at sove i køjesenge igen, samt dele bad med så mange andre. Men det bliver garanteret et smukt og dejligt eventyr også!

I morgen skal far og jeg på opdagelse i Oviedo. Vi er begge meget spændt på hvad byen rummer og ser frem til en hel dag, forhåbentligt i solskin =)


Dag 19: Oviedo.

Dagen har budt på høj sol over byen. Vi sov længe, helt til kl. 8 og jeg brugte en lille time på at “dimse” rundt med tøjvask og prøvede på at gøre lidt klar til turen i morgen.

Så blev det kaffe tid og jeg var efterfølgende lige en tur i H&M for at få skaffet lidt småting jeg manglede. Far ventede udenfor, og jeg modtog en sms “Husk at de lukker 17.30”. Elsker min fars humor!

Vi tog tilbage til hotellet for at få lidt mere styr resten af mit vasketøj og så vores støvler. Far havde hjemmefra medbragt en skuresvamp til at vaske mudder og snavs af støvlerne. Jeg havde aldrig tænkt at gøre dem rene, men jeg må indrømme at glæden er noget større når man stikker fødderne i et par rene støvler om morgen… Far har på hele turen været støvle-bademester og jeg har værdsat det stort! Den tid er forbi, og jeg iagttog min flittige far knokle med støvlerne en sidste gang inden han rejser. Det bliver savnet! Efterfølgende blev de sat til tørre uden for vinduet på 4 sal, men min smarte far havde udtænkt en plan for at de skulle blive det. Snørebåndene sat i klemme i vinduet 😉

Så gik vi ellers på tur i storbyen. Vi fandt muslingeskaller i vejen, dem som jeg skal følge ud af byen i morgen. Så er det på plads! Mere kaffe og vin blev nydt i solen, og ellers traskede vi rundt som de store turister og kiggede på markeder og mennesker.

Så gik vi ind i katedralen, som også fungere som museum for meget gamle kirkelige genstande, med masser af guld og figurer stået ud i træ. Skøn oplevelse i en fantastisk bygning, bestemt besøget værd! I katedralen fik jeg også et nyt pilgrimspas med et stempel derfra, det gamle pas var fyldt ud fra nordruten og et nyt var på sin plads til alle stemplerne, der kommer fra næste Camino.

 

 

Fik købt en billig vandrestav til min tur på Primitivo’en, da det nu en gang kan være meget rart med lidt ekstra støtte på mudrede eller stejle stier. Så nu er jeg klar til min tur som starter i morgen. Jeg har overtaget fars tøjsnor, støvlesvampen, lidt plaster og hans power-bank, så er jeg vist også beredt på alt.

Far bliver hentet med en taxa fra hotellet 05.30, så vi skal tidligt op!. Jeg tænker at jeg følger ham ned og afsted, så kan jeg hoppe i bad og få pakket tasken inden jeg drager afsted ud af Oviedo imod Grado, forhåbentligt til en solopgang.

Det bliver lidt vemodigt at skulle sige farvel, men jeg er sikker på, at jeg taler på vores begges vegne når jeg siger at det har været en fantastisk tur! Mange stier betrådt, mange åer og mudderhuller krydset, og mange lakridser spist. Ingen voldsomme skader er pådraget, lidt ømhed i musklerne og måske en lidt overbelastet lever, men det må siges at være vellykket 😉

Nu står resten af aftenen på lidt hygge og mad inden sengetid, og så starter et nyt kapitel i morgen.

Mette.

 


 


Fakta boks.

Camino del Norte:
Land =  Spanien

Vores etape:
Start = Irun
Slut = Oviedo
Længde = 445 km
Vandre dage = 18
Dage i alt = 19

Vejret:

Sol dage = 3
Regn dage = 1
Blandet dage =  14

Dag temperatur =  6 – 14 grader
Nat Temperatur = 4 

Dagene:
Gode dage = 19
Øv dage = 0

Vægt:
Rygsæk vægt Flemming  =  8.2 kg

Start vægt Flemming =  91kg
Slut vægt Flemming =   87,5 kg

Fotoudstyr:

Kamerahus = Sony A6300
Linser = Sony 16-70mm zeiss + Sony 55-210mm

 


 

Foto fra turen.

Foto kan ses i stor størrelse ved at klikke på et billede forneden og navigerer med pil tasterne. De kan også ses som et slideshow i et nyt vindue. Tryk Her

  2 Responses to “Vandring på Camino Del Norte april 2018”

  1. Kære Flemming, meget interessant. Har du en liste over jeres overnatningssteder? Jeg har længe overvejet denne tur.
    Bedste hilsner
    Eva

  2. Hej Eva
    Jeg har ikke en samlet overnatnings liste. De fleste at overnatningerne blev fundet via Booking.com fra dag til dag.
    Mange hilsner
    Flemming

 Leave a Reply

(required)

(required)