apr 222017
 

Dette års camino vandring havde vi besluttet skulle foregå langt kysten i Portugal på Camino Portugués da Costa. Lørdag d. 22 april meget tidligt om morgen fløj vi fra København og via Lisabon til Porto hvor vi ankom ved middagstid lokal tid. Resten af dagen gik med at være turist i byen inden vi næste morgen skulle starte vores 285 kilometer vandring nordpå langs kysten til Santiago de Compostela i Spanien.  

Fra Porto gik vi ud langs floden mod havet hvor vi havde valgt at vandre mod nord langs Atlanterhavet kystlinjen op gennem maleriske kystbyer og fiskerlejer såsom Vila do Conde, Póvoa de Varzim og Viana do Castelo og kystnære områder med en enestående naturskønhed. Fra byen Caminha, tog vi færgen over floden Minho for at nå byen A Guarda i Galicien og derfra videre nordpå langs kysten til Santiago de Compostela.

 


Praktisk information om turen. Tryk Fakta boks.

Alle billederne fra turen. Tryk Foto fra turen.


Dag 1: Porto – Póvoa do Varzim. 43 km

Vi kom af sted fra hotellet kl. 07 og foran os lå ca 27 kilometer. Da vi kom til hotellet i går, blev der skænket portvin og ved afrejsen i dag fik vi 2 kager med på turen, fin service. Turen ud af Porto foregik i morgensolen, som var på vej op.

Vi kom forbi en gammel sporvogn der stadig var i brug. Efter ca en time langs floden, nåede vi ud til havet. Nu begyndte dagens lange vandring gennem mange kystbyer. Det er søndag så mange af portugiserne var aktive langs strandene og der var fyldt godt op på restauranterne. Vi gik forbi en fiskerby med mange smukke farvede huse.

Her vekslede vi et par ord med en tysk kvinde, som ikke havde vandret før, så hun ville ikke gå så langt den første dag. Sidst på eftermiddagen manglede vi stadig mange kilometer og vi havde rundet de 27, som Flemming havde planlagt, at der skulle være. Men han måtte da erkende over for Anette at der var sket en fejl, at turen var noget længere. Da vi havde booket overnatning, var vi nødt til at forsætte. Da vi nåede frem kl 17:30 efter 10 1/2 time og 40 kilometer i benene, var vi helt flade. Vi har mødt en ca 20 vandrere i dag. I morgen står turen på. ca 24 kilometer til Esposende. Så håber vi kilometerne passer.

Dag 2: Póvoa do Varzim – Esposende. 22 km

Forlod Póvoa De Varzim i lettere overskyet vejr. Havgusen lå over byen og stranden, først op af formiddagen, fik solen løst det problem og det blev dejlig varmt. Da vi forlod byen af gangbroerne, som man går på langs strandene, var der ikke mange mennesker i forhold til dagen før, da det var søndag.

Efter et par timer gik vi væk fra stranden og gennem store områder, hvor der blev dyrket grøntsager. Vi så mange biler, der var fyldt med salat hoveder. Vi gik forbi områder med eukalyptustræer og nød den skønne duft. Der gik adskillige timer, inden vi kom til en bar med kaffe, de havde mange lækre kager, men vi fik nærmest ikke selv lov til at vælge, for manden i baren insisterede på, at vi skulle vælge chokoladekagen fremfor den kage, vi bestilte. Det endte med, at han grinende gav os begge. Bagefter fortalte han, at chokoladekagen var den bedste og derfor ville han gerne have, at vi smagte den, han krævede heller ingen betaling for den. Efter nogle timer kom vi til byen Fão hvor vi krydsede floden, inden vi kom til udkanten af Esposende. Her tog vi ophold på hotel Mira Rio til 40€ for et dobbeltværelse. Har set en 10 vandrere i dag. Turens længde på 22 km holdt, så Flemming er taget til nåde igen.

Dag 3: Esposende – Viana do Castelo. 30 km

Kom sent af sted, da hotellet først serverede morgenmad fra kl 08. Men den var god og værd at vente på. Vi fulgte strandpromonaden ud af byen. Kort efter drejede vi væk fra vandet og gik gennem små landsbyer og eukalyptus skove i kuperet terræn. Det var rigtig dejligt at komme lidt væk fra de kilometer lange sandstrande og lange træ gangbroer, som vi har gået på. Vi så mange træer med fine røde blomster, der lignede flaskerensere, dem skulle vi senere se mange flere af.

Vi har vandret over gamle charmerende broer og været inde i smukke kirker på vejen. Et sted på turen råbte en mand til os, vi gik derhen og så viste det sig at han ville forære os 2 appelsiner hver, fra hans træer i haven, de smagte skønt. Turen har været rigtig godt markeret, så det har ikke været muligt at gå forkert. Ved 17 tiden nåede vi frem efter ca 30 kilometer.

Vejret har været overskyet i formiddag, men sol i eftermiddag og 22 grader.

Dag 4: Viana do Castelo – A Guarda. 31 km

Var i støvlerne og på vej kl 07. Solen var stået op, men det var kun 10 grader. senere kom temperaturen op til ca 20 grader, men det blæste stærkt og vi havde modvind hele dagen, så de bare arme blev i rygsækken det meste af dagen.

Dagen er gået langs kyster, af grus stier, det meste af dagen, afbrudt af frokost i kystbyen Vila Praia De Ancora. 


Derfra ca. 7 kilometer til Caminha, hvorfra vi nu skulle sejle til Spanien. Sejlturen var på 7 min og vi skulle ikke vise pas, da vi kom i land.

Derfra ca 4 kilometer til A Guarda som er en fantastisk charmerende lille by ved vandet. Husene ligger på rad i alle farver og størrelser langs vandet.

Vi har igen været heldige med hotellet, i opholdstuerne som er møbleret med gamle møbler bl.a. chesterfieldsofaer, stod en bakke med portvin og småkager og et skilt med besked om, at vi kunne nyde disse varer.

Sidder nu i aftensolen på en lille restaurant ved vandet og spiser, medens det ene glas rødvin efter det andet står og fordamper i aftensolen. Vi så ikke andre vandrere på turen i dag, før vi nåede færgen. Nogle har måske valgt at gå videre i Portugal mod Tui. Vi har ikke set gule pile, før vi kom til Spanien. Det har nu heller ikke været noget problem, da man hele tiden har vandet på venstre hånd og landevejen på højre. Der findes også en alternativ rute lidt længere inde i landet.

Dag 5: A Guarda – Baiona. 32 km

Vi gik kl. 07.00 med en skyfri himmel i sigte. Det viste sig dog, at kl. var 08.00, for vi var kommet til Spanien med en ny tidszone. Det var noget koldere i dag og vi gik uden morgenmad. På en tankstation senere, fik vi en kop kaffe fra en maskine, der var svær at få til at virke og vi købte flutes til frokosten. Senere kom vi til et skilt, hvor der stod BAR, åh endelig en kop Cafe Latte. Det viste sig, at den bar vist havde set sine bedre dage. Der var et faldefærdigt skur og klondike møbler udenfor. Selv om solen skinnede, var det en kold blæst.

Turen har været rigtig flot, men noget øde langs den lange kyststrækning. Det virkede, som om vi gik i Skotland med få og spredte bebyggelser og få små byer. Byen/stedet Oia som vi kom igennem var rigtig hyggelig med et par barer, et enkelt Hostel og en lille kirke helt nede ved vandet.

Vi fik varmen og en kop kaffe i en superhyggelig bar, et stykke inden kysten drejede 90 grader mod Baiona. Vi blev ledt væk fra kysten og op i højderne, for at ankomme til Baiona fra landet af. Vejret har været solrigt med 7 grader ved afgang fra A Guarda og stærk modvind hele dagen. Dagens etape var på 32 km.

Dag 6: Baiona – Vigo. 28 km

Dagens etape var angivet til 28 kilometer og gik til dels langs landevejen og en stor del ind i landet. Da vi begge har haft et par dage, med ben som modarbejdede os, valgte vi at tage landevejen til Vigo. Den ville være 10 km kortene, men ikke så spændende.

Vi holdt hyggelige pauser på cafeerne i dejlig solskin, Først på dagen med kaffe og senere lidt koldt, hvor vi altid fik serveret tapas eller franske kartofler. Det var næsten lige før, vi ikke behøvede at spise frokost. Lidt over middag nærmede vi os forstæderne til Vigo. Store kedelige områder med industri og virksomheder.

En time gik med at komme ind til centrum af Vigo, hvis gamle bydel er rigtig flot og her til aften fyldt med liv og mennesker. Vi bor på 7 sal på et hotel med udsigt ud over vandet, vi har kig til et krydstogtskib og det pulserende liv ved havnen.

I morgen går turen til Arcade.

Dag 7: Vigo – Arcade. 23 km

Vi havde spurgt på turistkontoret om camino vejen ud fra Vigo, da vi ikke kunne lokalisere den, men det kunne de ikke sige noget om, så vi måtte klare sagen selv. Vi fulgte vejen langs vandet ud gennem alle forstæderne, til vi efter nogle timer ramte caminoen igen. Vejen ud af byen gik forbi kæmpemæssige kraner til skibe som lå ved vandet. Vi fulgte caminoen gennem små skove og gennem små byer, til vi ved middagstid nåede Redondela.

På turen fra Vigo mødte vi ikke en eneste vandrer, men da vi sad og drak kaffe, gik der mindst 10 forbi, de kom fra syd fra Tui. Da klokken ikke var ret mange, valgte vi at gå 8 kilometer videre til byen Arcade, som dog ikke er noget at skrive hjem om. Der var dog en rigtig gammel bro, som man skal passere ud af byen, den er så smal, at der ikke kan komme 2 biler forbi hinanden og næsten heller ikke en cykel og en bil. Vi gik over broen, hvor vi sad og fik et glas vin på den lokale bar, lige i solen. Herfra kunne vi iagttage hvordan biler og gående, måtte vige for hinanden over broen.

I morgen tager vi en kort tur på 11 km til Pontevedra. Vi har begge lidt små skavanker med bentøjet, så de vil nok sætte pris på en noget kortere tur.

Dag 8: Arcade – Pontovedra. 11 km

Dagens etape stod kun på 11 km til Pontevedra, så vi valgte først at tage af sted over 8. På vejen ud af byen, kom vi lige forbi en cafe, som netop havde åbnet, så her indtog vi morgen kaffen og det ristede brød, inden vi gik ud af byen. Turen er gået gennem landbrugsland, vinplantager og småskove med bække og vandløb. Det havde regnet i nat, så vi startede ud med regntøj.

Vejret var skyet og småkoldt og på et tidspunkt, blev det voldsom regn med kraftige haglbyger, så alle der havde smidt regntøjet fik rigtig travlt. Vi har set rigtig mange vandrere i dag. Lidt over middag nåede vi Pontevedra, som er en stor by med en rigtig flot gammel bydel.

Da det er søndag i dag, har der også været rigtig mange Mountainbike grupper, som vi har skulle flytte os for på de små stier.

Dag 9; Pontovedra – Caldas de Reis. 21 km

De sidste dage har vi været plaget af noget skinnebens betændelse, Anettes ben var rimelig hævet, så hun har valgt at tage bussen de næste 2 dage, for at få lidt ro på benet, så vi sammen kan vandre de sidste 25 km ind til Santiago.

Det er 1 Maj og det betyder at vandre stierne er fyldt med råbende Mountainbike cykelhold. Der blev ikke taget hensyn. Der blev kørt hurtigt og tæt på os vandrere og hvor stierne var så smalle, at de ikke kunne passere os, måtte vi trække ud til siderne og stå og vente på at de kørte forbi. Der har nok været over 300. Vejret er stadig under 10 grader om morgenen, men det varierer op af dagen. 24 gr. blev det i dag og de lover 27 gr. på fredag.

I dag er vi nået til Caldas de Reis, og har indlogeret os på et hotel der ligger ved byens start, hvor det er små bungalows med værelser, de er lidt kedelige og kolde. Der er så til gengæld swimmingpool, som vi dog ikke benytter. Men byen er hyggelig og vi går ud og ser os om resten af dagen. Da det er 1 Maj havde Anette fornøjelsen af at se optrædende, da hun kom til byen med bussen.

Dag 10: Caldas de Reis – Padrón. 19 km

Vi spiser morgenmad på hotellet og så begiver Flemming sig ud på dagens vandring. Jeg venter med at tage af sted, for der er ikke så langt til Padron. Flemming har ikke oplevet mange cykler i dag, men til gengæld er der rigtig mange vandrere nu, da vi nærmer os Santiago.

Padron er en hyggelig by, omend lidt stor. Solen skinner og cafeerne er fyldt med mennesker. Vi gik en tur ved floden, her var der platantræer på begge sider af den brede sti og de var vokset ind i hinanden over hoveder på os, det var ganske smukt.

Hotellet i Padron ligger i en side gade til hovedgaden, her er lidt mørkt. Vi handler i det kæmpe store supermarked og sidder på en bænk og venter på, at der skal blive bagt noget brød, som vi kan tage med til hotelværelset. Vi kunne ikke lige finde et spisested.

Dag 11: Padrón – Santiago de Compostela. 25 km

Ankom til Santiago efter 25 kilometer midt på eftermiddagen. Dagen har været solrig og rigtig varm.

Bliver i Santiago torsdag med inden vi på fredag vander ud mod Muxia og Finesterre. Flyver hjem torsdag i næste uge.

Dag 12: Santiago de Compostela.

Dagen vi  startede overskyet, vi stod tidligt op for at gå til udkanten af byen, hvor vi skulle tage imod Mette og hendes vandrevenner, der nåede til Santiago efter deres lange vandring fra Saint Jean Pied de Port i Frankrig . De var i højt humør efter knap 800 km vandring.

Vi spiste en god morgenmad sammen på en cafe, hvorefter de skulle ud og finde et herberg at bo på. Vi gik senere samme dag til messe sammen i Katedralen, hvor også mange andre vandrere havde fundet vej til. Senere på dagen kom solen igen frem og vi nød det gode vejr.

Dag 13: Santiago de Compostela.

I dag har vi også bare været turister i byen.

Dag 14: Santiago de Muxia. 22 km

I dag vil vi vandre til Muxia, som er en lille fiskerby ved vandet. Det var overskyet først på dagen og fortsatte hele dagen med dramatiske skyer på himlen. Det var en meget smuk tur, næsten den smukkeste på hele vores vandretur.

Vi kunne se langt og kunne se alle de smukke bjerge ude i horisonten. Lige inden vi nåede byen, startede regnen, så vi var godt våde, da vi nåede vores overnatning, som viste sig at være et helt nyt super moderne herberg.

Vi fik en dejlig modtagelse af ejeren og hendes søster. Vores værelse var det rene luksus, meget stort og smukt møbleret og med en dejlig udsigt ud over byen. Vi kunne bruge vaskemaskine i kælderen og der var et stor fælles køkken med alle bekvemmeligheder.
Vejret klarede op og vi gik en tur ned til vandet, og så en smuk regnbue på himlen.

Muxia er en lille by, men meget seværdig og nede ved vandet er der mange spændende stenformationer. Man kunne gå op på et lille bjerg og se langt ud over byen. I havnen var der mange kunstnerrisske opførelser.

Dag 15: Muxia. 

Vi brugte dagen til at udforske området og nyde landskabet.

 

Dag 16: Muxia – Finnesterre. 25 km

I dag startede vi vores vandring tidlig morgen. Himlen var blå med enkelte skyer. Vi gik igennem mange skovområder, men kom også ud i det åbne landskab. Vi havde de sidste dage sms´et med Mette og vidste at hun i dag ville gå fra Finnisterre til Muxia sammen med Maggi, som hun har vandret sammen med næsten på hele caminoen. Vi mødtes med dem på midten af ruten og kunne her holde en pause sammen på en bar.

Det var blevet varmt nu og solen stegte. Vi ankom til Finnisterre i flot solskin først på eftermiddagen. Vi har været her før, så vi glædede os til et gensyn med den smukke strand, hvor vi kunne samle de store muslingeskaller, der ligger her. Om aftenen gik vi ud til ”verdens ende” og fik set solnedgangen.


Dag 17: Finnesterre – Santiago de Compostela.

I dag gik turen så tilbage til Santiago, hvor vi tilbragte et par dage inden vi fløj hjem igen. Vi fik gået en tur ud af byen, hvor vi fra byen kunne se, at der lå nogle store flotte bygninger oppe på toppen af en stor bakke.. Da vi kom derud var der bl.a. et bibliotek og et center, hvor der var mange unge mennesker, som viste forskellige nye opfindelser frem.


Fakta boks.

 

Camino Portugués da Costa:

Land = Portugal, Spanien
Længde = ca. 285 km

Vores etape:
Land = Portugal
Start = Porto
Slut = Santiago de Compostela, Muxia, Finesterre
Længde = 315 km
Vandre dage = 13
Dage i alt = 19

Vejret:

Sol dage = 19
Regn dage = 0
Blandet dage =  0

Dag temperatur =  16 – 28 grader
Nat Temperatur = 4 – 18 grader

Dagene:
Gode dage = 19
Øv dage = 0

Vægt:
Rygsæk vægt Flemming  =  8.3 kg
Rygsæk vægt Anette =  7,5  kg

Start vægt Flemming =  89 kg
Slut vægt Flemming =   86,5 kg

Start vægt Anette =  58,7
Slut vægt Anette = 59,5 

Fotoudstyr:

Kamerahus = Sony A6300
Linser = Sony 16-70mm zeiss + Sony 55-210mm

Priser for 2 personer:
Flyrejse.
København – Porto = 1.640 kr. 
Santiago – København = 1.624 kr. 

Overnatning.
Hotel/Pensionat = ca. kr. 8.700


Foto fra turen.

Foto kan ses i stor størrelse ved at klikke på et billede forneden og navigerer med pil tasterne. De kan også ses som et slideshow i et nyt vindue. Tryk Her

 Leave a Reply

(required)

(required)