sep 062018
 
Vandring fra Hirtshals til Agger.

Sommerferien i år havde vi belsuttet at bruge på at vandre langs hærvejen i Nordjylland. Vi havde planlagt at vandre fra Tornby Strand lidt syd for Hirtshals, via Fjerritslev og derfra gennem Himmerland til Viborg, eller videre langs kysten til Agger. Vi ville træffe den endelige beslutning undervejs.  Søndag eftermiddag kørte vi til Odden, for at tage færgen til Århus.  Vi havde booket en overnatning på Hotel Strandlyst i Tornby Strand og aftalt med hotellet, at vi kunne lade bilen blive stående der, de 7 dage vi vandrede ned gennem Nordjylland og de mange kystbyer. Da vi nåede Klim Strand besluttede vi at vi ville vandre videre langs kysten til Agger og så tage turen ned til Viborg en anden gang.

Praktisk information om turen. Tryk Fakta boks.

Alle billederne fra turen. Tryk Foto fra turen.



Dag 1. Tornby Strand – Løkken

Vi spiste morgenmad på hotellet og startede vores vandretur, da vi havde sikret at bilen var låst.
Den første dag gik vi meget langs havet.

Vi kom igennem Lønstrup som er en meget charmerende by, og her holdt vi pause og fik vi noget at drikke i den gamle biograf, der nu også er cafe. Vi gik videre gennem sommerhus området, på kanten af skrænterne, og videre over sandbankerne op mod Rubjerg fyr.

Ved fyret så vi rigtig mange paraglidere, det var super flot, som de gled hen over hovedet på os. Flemming gik op i fyret for at tage billeder og mens han var deroppe var der en af Paragliderne der fløj hen og stillede sig på toppen af fyret.

Dagsetapen blev noget længere end beregnet, da vi troede vi skød genvej langs havet, men man får tilvejebragt nogle flere km. når man skal op og ned af de kæmpe enorme sandbanker der ligger ved fyret. På turen havde Flemming tjekket at der var ledige overnatningssteder i Løkken, men da vi ved 17.30 tiden nåede frem, var det sted, vi havde regnet med at bo på, optaget. Vi gik rundt i byen og begyndte at gå ud af byen da der skulle være et B & B et par kilometer udenfor hvor der var ledigt. På vejen kom vi forbi et af de steder, hvor der på Booking.com skulle være optaget. På døren stod et tlf. nr. så Flemming prøvede at ringe til værten og han havde et værelse til os. Han kunne ikke forstå vi ikke kunne booke det. Vi blev vist rundt på stedet, der viste sig at være et sportscenter, hvor de også havde hostels. Han fortalte glad om stedet som blev brugt til professionelle sportsfolk, der var kæmpe stor svømmehal og mange flotte lokaler. Værten fortalte at han selv havde vandret på hærvejen alene et år, hvor hans kone tog på ferie med veninder. Han fortalte, at det var den bedste ferie han nogensinde havde haft og at han var meget misundelig på os.
Om aftenen gik vi ind til Løkken for at spise.


Dag 2. Løkken – Blokhus.

Turen i dag gik til Hune et par km. fra Blokhus. Dagens etape gik langs vandet på den første del og derefter gik det ind i landet af stier. Terrænnet var mere fladt i dag og turen ikke så lang. På den første del så vi i snesevis af de smukke små badehuse der lå side om side på stranden.

Vi nåede Hune først på eftermiddagen i stegende sol. Da vi ankom til Hune Motel, blev vi taget imod af et rigtig sødt værtspar og deres voksne datter. De havde lige åbnet stedet i Maj efter at have overtaget det. Nu skulle der ske noget andet, efter de havde boet i deres hus i 33 år, sagde konen. Vi fik 2 kolde øl, det mente de vi trængte til, dem sad vi så udenfor vores hus og nød, da vi havde fået indlogeret os. Det viste sig at vi havde et lille hus for os selv, hvor der var køkken, stue soveværelse og badeværelse. Udenfor var der placeret et lille havebord med 2 stole til os. Da vi havde badet og vasket tøj, ville vi gå til Blokhus for at spise, men da værtinden hørte det, tilbød hun at køre os, da hun skulle ind til byen og handle. Det tog vi imod. Blokhus er en meget turistet by. Da vi havde spist og været en tur på stranden gik de ca 2 km. tilbage igen.


Dag 3. Blokhus – Slettestrand.

Denne morgen gik vi først ind til Hune bageri, hvor vi kunne købe morgenmad og kaffe. Derefter startede turen til Slettestrand. Ved udkanten af Hune drejer vi ind landet og gik gennem klitplantager og på grusveje.

Efter nogle timer kommer vi forbi en campingplads, hvor vi heldigvis kan få noget koldt at drikke i varmen, og en velfortjent is. Derefter går turen ned til vandet og resten af turen til Slettestrand foregår på grusveje med udsigt til vandet. Vores destination den dag var Hotel Klitrosen som ligger små hundrede meter fra Slettestrand. Der ligger kun det og et andet feriecenter og en kiosk/cafeteria, hvor man lige også kunne købe sig en badedragt og sokker, hvis man nu skulle have glemt dem derhjemme. Værelserne på hotellet ligger som nogle længer og man har en lille terrasse foran, så vi kan lige få vasket vandresokkerne og hængt dem til tørre udenfor. Vejret er skønt varmt og solrigt og har været det hele dagen. Til aften får vi den dejligste middag på hotellet med nyopgravede kartofler, vi får fortalt at de er gravet op kl. 17. Efter middag går vi på stranden og her ser vi det fantastisk flotte varme lys når solen begynder at gå ned.


Dag 4. Slettestrand – Lild Strand.

I dag spiste vi en dejlig morgenmad på hotellet, inden vi smed rygsækken over skuldrene og begav os på vej. Turen i dag går til Bulbjerg. Vi kom ikke ud til selve kysten ved Bulbjerg, for vi havde booket et B & B lidt inde i landet ved Lild strand. Vi startede dagen af grusvejen, ned mod vandet og så gik ruten herefter af smalle stier, langs med vandet.

Stierne var så smalle, at det var svært at få plads til begge støvler samtidig, så vi fik trænet balancen denne dag. Det var en meget smuk dag, dog lidt kølig, vi havde jakker på fra morgenstunden. Da vi gik lidt ind i landet, kom vi forbi en campingplads, med mange flotte hytter til at bo i.

Vi ankom til vores B & B sidst på eftermiddagen. Det viste sig at være et helt nyt hus i 2 etager, hvor værten havde fået indrettet 4 super flotte værelser, køkken/alrum, flere stuer både oppe og nede, kæmpe B & O fjernsyn og en indretning der lignede et Illums bolighus katalog. Vi var de eneste den nat, så igen havde vi et helt hus for os selv. Vi spiste vores medbragte brød og ost og kunne købe en flaske vin af værtinden.


Dag 4. Lild Strand – Vigsø feriecenter.

Vores værtinde havde denne morgen tilberedt en virkelig delikat morgenmad og det var heldigvis med noget rigtig lækkert brød. Der var meget mere end vi kunne spise, så hun sagde at vi bare kunne lave madpakker af resten. Hun fandt stanniol og poser, super service. Inden vi begav os på vej, ville vi lige hilse på hendes papegøje, som vi havde hørt lidt til dagen før. Den var i et bur udenfor, den optrådte lige lidt for os og snakkede lystigt. Vi gik gennem områder med enkelte huse inden vi kom til Lidl strand.

Her lå et par fiskerbåde og strålede i solen.

Vi kom forbi en meget lille kirke og måtte lige ind og kigge. Resten af dagen gik via 2 hjulspor gennem strandenge mod Vigsø feriecenter hvor vi havde bestilt en overnatning. Det var et kæmpe feriecenter med adskillige aktivitetsområder, her var mange turister med børn. Vi fik et værelse på det gamle Hotel der hørte til centret, ikke noget særligt, men fint for en overnatning.


Dag 5. Vigsø feriecenter – Klitmøller.

Flemming havde forsøgt at booke en overnatning i Klitmøller, men da det ikke var muligt, måtte vi denne dag planlægge en anden rute. Vi besluttede at tage en bus til Klitmøller og så gå derfra til Nr. Vorupør. Vi fik en busplan i receptionen på feriecentret, men de vidste faktisk ikke noget om busser. Alle mennesker har biler herovre, for busserne kører ikke særlig regelmæssige. Vi kunne på busplanen se at på hverdage skulle der gå en bus kl. 10.11, så vi slentrede rundt for at få tiden til at gå inden vi skulle køre. Da vi stod og ventede ved stoppestedet, stoppede en bil hurtigt op og kvinden i bilen råbte ud af vinduet.” Er i danske” og ved svaret Ja sagde hun” der kører aldrig en bus her”. Historien endte med at hun kunne køre os til Thisted og så kunne vi derfra tage en bus til Klitmøller. Det var en fornøjelig køretur, hvor vi fik indblik i hendes liv her i Nordjylland. I Thisted skulle vi vente 2 timer på en bus, men der var heldigvis levende musik på torvet, så vi kunne sidde i solen og nyde det. Vi nåede Klitmøller ved 14 tiden,fik lidt at spise og kigget på surfere, inden dagens vandretur startede.

I dag har vi set mange dannebrogsflag flagre i vinden, det ser så hyggeligt ud her i den jyske natur. Vi har i dag både gået i klitplantager og ved vandet. Vi ankommer til Nr. Vorupør hen på eftermiddagen, Her har vi indlogeret os på Hotel Klitheden l med værten Stig, der er meget snakkesalig. Han driver hotellet sammen med sin kinesiske kone. Deres varemærke er hendes kinesiske buffet. Vi vælger dog at spise ved havnen. Stig arbejder, ud over hans hotel, son tjener i kongehuset og vil meget gerne fortælle om det. På et bord i spisestuen har han lagt en del billeder fra hans liv, her er bl.a. billede fra kongehuset og fra hans bryllup. Efter bad og lidt tøjvask går vi ned til havnen, for at spise. Vi får nogle lækre burgere, min er en Vesterhavsburger, den bedste, jeg har smagt, med rødspætte, rejer og kaviar. 

Det er blevet meget blæsende nu og der er superhøje bølger på vandet, som Flemming tager billeder af, mens jeg sidder pakket ind i et tæppe på en bænk.


Dag 6. Nr. Vorupør – Agger

Sidste vandringsdag går fra Nr. Vorupør til Agger by. Vi fik en dejlig morgenmad på hotellet og fik sagt farvel til Stig. Da vi gik af sted var det overskyet og køligt. Vi kom igen ud ag gå i klitplantagen. Vi kom forbi der hvor Maleren Jens Søndergaard havde boet, udenfor hans hus stod en flot galionsfigur fra et skib.

Hen på formiddagen nåede vi Stenbjerg strand. Her var der pyntet op til fest på havnen, med mange dannebrogsflag. Der var rigtig mange mennesker og telte med servering af fiskemenu og kaffe. Vi gik lidt rundt og kiggede på det hele inden vi gik videre. Det var meningen at vi ville finde en bager, hvor vi kunne købe noget brød til turen, men vi kunne ikke finde en butik. Vi kom forbi et lille hus med en udstilling af bl.a. maleren Jens Søndergaard og Marie Krøyer. Det blev varmere op af dagen, vi gjorde holdt ved den gamle redningsstationer i Lyngby, hvor vi kunne få et tiltrængt hvil på en bænk og lidt at spise. Vi havde kiks og vand, så det blev vores frokost. Da vi skulle til at gå igen, fandt vi ud af, at man kunne gå ind i redningsstationen. Indenfor var der senge og tæpper til vandrere. Der var toilet og en vandhane, så vi kunne få fyldt vores vandflasker. Vi snakkede kort med et ungt par der også var på vandretur. 

Da vi nærmede os Agger, blev vi igen mødt af de mange dannebrogsflag i haverne, det ser så dejligt ud. Vi ankom i flot solskinvejr, det var dog blevet noget blæsende. Vi indlogerede os på det gamle Agger Badehotel for den sidste nat på vandreturen.

 Næste morgen skulle vi igen tilbage til Tornby Strand, med det offentlige, hvor vores bil ventede på os. Det skulle blive en tur med skift mange gange mellem bus og tog, så vi var i Tornby Strand sidst på eftermiddagen.


Fakta boks.


Hærvejen
Land =  Danmark

Vores etape:
Start = Tornby Strand (Hirtshals)
Slut = Agger
Vandre dage = 7

Vejret:

Sol dage = 3
Regn dage =0
Blandet dage =  4

Dag temperatur =  16 – 24 grader
Nat Temperatur = 16 

Dagene:
Gode dage = 7
Øv dage = 0

Overnatning:
Tornby strand = Hotel Strandlyst
Løkken = Løkken Hostel
Blokhus (Hune) = Motel Hune
Slette strand = Klitrosen Hotel
Lild Strand = Lild Strand Rideferie og BB
Vigsø = Vigsø Feriecenter
Nr. Vorupør = Hotel Klitheden.
Agger = Agger Badehotel

Links:
Lild Strand Rideferie og BB = http://lildstrandrideferieogbb.dk/dk/lild-strand-rideferie-og-bed-and-breakfast/1

Fotoudstyr:
Kamerahus = Sony A6300
Linser = Sony 16-70mm zeiss + Sony 55-210mm


Foto fra turen.


 Leave a Reply

(required)

(required)