jan 132019
 

Vandring på Via di Francesco fra 17 september til 13 oktober 2018.

Årets vandring skulle i år foregå på pilgrimsruten Via di Francesco. Denne rute er den som Frans af Assisi formodes at have gået i 1200 tallet.
Pilgrimsvejen går fra Firenze over Assisi og videre til Peterskirken i Rom. Turen følger bjergkæden Appenninerne  i det østlige Italien, og vil blive den hårdeste og mest kuperede af alle de ture vi indtil nu har vandret, med et samlet antal højdemeter på ca. 12.000. 

Vi havde valgt at starte vores vandring på klostret i La Verna, ca. 6 dage efter Firence, og så gå resten af vejen til Rom. Vi havde hjemmefra planlagt at skulle bruge 22 vandre dage til de ca. 430 km. til Rom. 

 

 


Praktisk information om turen. Tryk Fakta boks.

Alle billederne fra turen. Tryk Foto fra turen.


Dag 1: Firence – Chiusi della Verna

Efter et par dage i Firenze sammen med alle de andre turister, tog vi i dag bussen til Chiusi della Verna, for i morgen at starte vores vandring på Via di Francesco fra La Verna til Rom.

Vi gik ned til busholdepladsen, dog gik vi en lille omvej, da vi først gik forkert. Vi spurgte om vej og den unge mand, der forklarede os vejen, mente ikke at vi kunne gå til holdepladsen, men måtte tage en taxa, det viste sig dog, at der ikke var andet end en lille kilometer derned. Vi skulle først med en bus til Bibiena, hvor vi så skulle skifte bus. I følge planen som Flemming havde søgt på nettet, skulle vi stå af ved et hospital, men vi kom til at køre for langt og måtte gå lidt tilbage.

Der lå en bar overfor hospitalet, her gik vi ind og spurgte, om vi var på rette vej og om vi kunne købe billet i bussen til La Verna, det mente de vi kunne. Da vi kom ind i bussen, havde chaufføren ingen billetter, men han sagde, vi skulle sætte os. Lidt senere kom en modkørende bus og begge busser stoppede ud for hinanden, åbnede vinduerne, og så fik vores chauffør et par billetter af den anden chauffør som han kunne sælge til os. Det morede vi os over. Vi ankom til La Verna først på eftermiddagen, fandt det lille hotel, vi skulle bo på og indlogerede os. Inden aftensmaden gik vi den stejle tur op til Klosteret. Her var der mange vandrere, som lå rundt omkring på murene og nød solen.

Vi gik en tur i klosteret, indenfor var en cafe, med en bar og ved siden af, var der dækket op til alle de vandrere der skulle overnatte og spise til aften.

Vi købte en kop kaffe og sad og nød stemningen, med munke gående omkring en. Tilbage på hotellet fik vi en dejlig pastaret med grønsager og tiamisu til dessert. Efter maden kom værten og stillede en flaske kvart fuld med likør og 2 glas, det var åbenbart på husets regning. Likøren var nu ikke lige vores smag, så den blev ikke drukket.


Dag 2: La Verna – Pieve Santo Stefano. 15 km

I dag var så dagen hvor vi skulle starte vores tur mod Rom. Vi vandrede vi op til klosteret og nåede lige det sidste af morgen gudstjenesten, inden vi gav vores støvler besked om at bringe os til Rom. Turen fra klosteret til Pieve Santo Stefano var 15 km og gik gennem skov og var ret kuperet.

Der var mange stenede stier og det gik op og ned det meste af dagen, solen skinnede og det blev varmt. Vi holdt vores frokost i skoven. Vi var heldige at finde et par træstubbe vi kunne sidde på. Tæt ved os lå 2 skovarbejdere og holdt deres siesta. De lå med en radio kørende med musik. Vi gik visere og nåede Santo Stefano først på eftermiddagen. Santo Stefano er en ganske pæn by, vi er heldige at få en stor altan til vores værelse, hvorfra vi har den skønneste udsigt udover bjergene. I dag har vi kun set nogle få vandrere.


Dag 3: Pieve Santo Stefano – Sansepolcro. 25 km

I dag startede vi med at gå ud af byen og efter et stykke tid skulle vi væk fra landevejen og op i bjergene, turen til Sansepolcro gik gennem skov og langs en stor sø noget af vejen.

Vi ændrede lidt på ruten så vi gik langs landevejen et stykke tid for at undgå nogle højdemeter. Vi ankom til Sansepolcro midt på eftermiddagen i 34 grader og sol. Byen er en spændende by med en stor gammel bykerne. Vi boede lidt uden for byen på et gammelt hotel, der var ikke så mange andre gæster, men ved morgenmaden så vi 8 australske vandrere, vi havde set dagen før. Aftenen før var vi også faldet i snak med 2 tyske damer, da vi sad på en restaurant og fik aftensmad.


Dag 4: Sansepolcro – Agiturismo Le Burgne. 17,5 km

I dag skulle turen gå til Citerna, men da der ikke var så mange km, gik vi videre, til vi kom til et landsted oppe i bjergene kaldet Agiturismo Le Burgne, ca 5 km. fra Citerna. Vi gjorde et holdt i Citerna på en cafe og nød stemningen i byen.

Det har været en nem vandrings dag uden så mange stigninger, undtagen lige det sidste stykke. Vi mødte 2 vandrere, hvor den ene sad og hvilede og den anden gik videre, det virkede som om han havde opgivet, ham der sad, men vi mødte dem igen på landstedet. Det skønne landsted vi bor på ligger her afsides i bjergene og er et fantastisk flot sted, med en flot indretning.
Der er en swimmingpool udenfor og der kom 6 unge mennesker på motorcykel som benyttede sig af den. Vi blev trakteret med softice og drikkelse da vi kom, Værtinden som var super sød og hjælpsom kunne kun italiensk så vi kunne faktisk ikke forstå hinanden.


Vi fik dog gjort os forståelige, hvad vi gerne ville have til aftensmad og så gik vi ud og satte os udenfor for at se solen gå ned over bjergene. Det var så smukt. Det var kun os der sad derude og senere opdagede Anette at hun havde fået mange myggestik, måske derfor de andre blev indenfor og så fjernsyn. Da vi senere kom ind til aftensmaden, viste det sig at værten alligevel ikke helt forstod vores budskab, da vi bestilte maden, men vi fik dejlig mad og blev mætte.


Dag 5: Agiturismo Le Burgne – Città di Castello. 15,5 km

Landstedet som vi boede på i nat lå super godt oppe i bjergene. Med en fantastisk god udsigt og stilhed som vi nød. Vi forstod på værtinden at der var morgenmad fra kl 07:30 og det blev også bekræftet af en anden gæst, som kunne engelsk og italiensk. Næste morgen da vi kom ned lidt over 7 stod der på døren at det var kl 08:30 at der var morgenmad. Vi gik en lille tur rundt på landstedet og nød den smukke solopgang mens tågen lå tungt i dalene under os.

 

Da vi kom tilbage var værtinden stået op og serverede morgenmad for os selv om klokken kun var lidt i otte.
Dagens etape var på ca 17 km og gik op og ned gennem bjergene til vi ved to tiden nåede byen Citta di Castello.

Byen har en flot gammel bydel, som vi har været rundt i. I de forrige dage har vi mødt 8 vandrere fra Australien og to Tyske damer men i dag har vi ingen set.
Vejret hernede er varmt og solrigt. Over 30 grader om dagen og 24 om aften. Damen på vores hotel i dag fortalte at de har august vejr hernede i øjeblikket.
I morgen står turen på ca 30 km til Pietralunga.


Dag 6: Città di Castello – Pietralunga. 30 km

Turen i dag gik først af landevejen 6 km og derefter videre af grusveje op i bjergene, vi så af og til nogle vandrere som vi har set on and off. Vi kom forbi et gammelt herberg, der stadig fungerede, men da vi kom, var der ikke åbent. Vi satte os på stolene udenfor og spiste vores medbragte frokost og da vi næsten var færdige, kom nogle af de andre vandrere og ville også bruge dette hvilested til frokostpause. Vejret var fint og solen skinnede.

Da vi gik videre, hørte vi høje lyde fra bjergene, som vi først ikke kunne lokalisere, men det var regnen der kom rullende og vi kunne nu se den mørke faretruende himmel i det fjerne. Flemming havde lagt mærke til, at vi var gået forbi nogle huse og nu gik vi tilbage for at søge læ.

Det var godt, for da først regnen og blæsten kom stod det hele ud i et. Da det var stilnet af, kunne vi gå videre og nyde den smukke udsigt ud over bjergene. Efter næsten 30 hårde km, nåede vi byen Pietralunga hvor vi indlogerede os på et super flot gammelt familiehotel, hvor både far og mor og de 2 brødre boede med deres familie.

Det var kun den ene bror der tog imod og han tilbød at køre os ned til byen, når vi senere skulle finde et sted at spise. Der var kun et sted åbent og der kom også andre vandrere dryssende for at få mad.


Dag 7: Pietralunga – Gubbio. 26 km

I dag går turen til Gubbio, Dagen startede lidt kølig men det var kun rart efter de sidste dages 30 grader. Dagens etape har ikke virket så hård,vi har haft 3 opstigninger, og vi har gået af grusveje igen, nogle stenede og med mange knolde, så vi er nødt til at kigge ned for ikke at snuble.

Ind imellem må vi dog vende blikket opad, for vi har igen i dag den fantastiske udsigt ud over bjergene med de små landsbyer der ligger i dalene. I løbet af dagen får vi igen den flotte blå himmel at se. Gubbio er en gammel historisk by med mange smukke gamle bygninger og derfor en stor turistmagnet.

Vi indlogerede os på et lidt anderledes hotel, hvor væggene var dekorerede med mange billeder eller malerier der var malet direkte på væggen og mange sjove opsatser rundt omkring. Der duftede af hjemmebagt chokolade kage, som vi åbenbart bl.a. skulle have til morgenmad. Til aften gik vi rundt i byen og vi fandt en lille sjov restaurant, hvor man kun serverede burgere, til gengæld i alle støbninger.


Dag 8: Gubbio – Biscina. 23 km

Til morgen forlod vi Gubbio mod Biscina og efter 6 km nåede vi dagens første opstigninger. Udsigten tilbage over dalen mod Gubbio var helt fantastisk. Resten at dagen gik med udsigter over bjergene. Vi kom til en bred grusvej, der gik nedad og da den endte, i en sti, stod der en bil i modsat køreretning, den var lidt skrammet og med et åbent vindue. Nu skulle vi opad igen, det var en meget smal sti, stenet og stejl. Den endte oppe på en platform og her havde vi udsigt ud over dalen. Vi blev meget forbavsede, da vi oppe på platformen opdagede en gammel mand med sin hund. Vi kunne ikke forstå, hvor han kom fra. Han begyndte at snakke til os og ville have os til at gøre noget, men vi kunne ikke forstå ham. Jeg så, at der var et skilt med et bynavn på, den modsatte retning af, hvor vi skulle, så vi tænkte han måske kom derfra.

Vi gik videre og inden længe kom vi til Biscina, som blot er nogle spredte huse og et Herberg. Ved Herberget kom en vandrer og en kvinde fra herberget og spurgte os om vi havde set en gammel mand med en hund. Det kunne vi så fortælle og heldigvis kunne Anette huske, hvad der stod på det skilt, vi havde set deroppe på stedet. De kørte så ud for at finde ham, det lød som om han var faret vild, for da de kom tilbage, fortalte de, at de havde overgivet ham til politiet, måske led han af demens.

Vi havde hjemmefra læst Erik Hjulmands anbefaling af B&B Metamorefosisom https://www.metamorefosi.com som han havde boet på så det havde vi booket. Problemet var bare at stedet lå ca. 3 km fra hvor vi var og den vej som vi skulle følge ned i dalen var blevet lukket pga. ombygning. Vi valgte så at ringe til stedet for at spørge, om de kunne hente os. Det ville de meget gerne, men der ville gå en time. Vi ventede og pludselig kom værten. Det viste sig at turen var ca 40 min lang, han skulle hele vejen rundt om dalen, da vejen ned var lukket. Stedet vi kom til er et gammelt Kloster og en lille kirke, som de har bygget om til beboelse og B&B.

Da vi ankom spurgte vi, om vi kunne få noget at spise, vi fik så at vide, at det skulle vi have bestilt inden ankomst. Men heldigvis kunne det lade sig gøre og vi fik det dejligste veganer måltid med vand serveret på den smukkeste måde. Vi fik hjemmelavet pasta, hjemmelavet tomatsuppe, lækker salat og noget spinat med hvidløg efterfulgt af organisk kaffe og lidt sødt til.


Dag 9: Biscina – Assisi. 29 km

Torsdag morgen efter en god nats søvn stod vi op til et pragtfuldt veganer morgenbord med små ristede kartofler med løg, yoghurt med jordbær, pandekager med banan, kage og lidt ristet brød. Værelset som vi sov i, var det rum som i mange hundrede år havde været den lokale kirke så der var lidt tankevækkende at vi havde sovet i et rum hvor så mange mennesker havde bedt deres bønner gennem årene.

Efter morgenmaden tilbød værten at køre os op til byen Carbonesca, så vi kunne starte vores vandring til Assisi. Det blev en hård dag med mange seje stigninger, især den sidste op til Assisi hvor vi ankom kl. 18.

Vi havde i dag valgt at slå 2 etaper sammen, så turen blev på 30 km. De sidste 4 dage har alle været hårde og lange, så vi har valgt at holde en ekstra dag fri, så vi nu har 3 hele dage i Assisi. Da vi kun havde bestilt 2 overnatninger hjemmefra, måtte vi finde et hotel til den ekstra overnatning men det var nu heller ikke noget problem.


Dag 10: Assisi

Efter at have forladt hotellet til morgen traskede vi rundt i Assisi inden vi kl 15 fik adgang til vores lejlighed for de næste to overnatninger. Vejrer er stadig solrigt og varmt hernede.


Dag 11: Assisi

I morgen søndag forlader vi Assisi og forsætter vores tur mod Rom. De to hele dage vi har haft her i byen har været fulde at kulturelle og religiøse indtryk. Fredag formiddag var vi nede i Basillica di S. Francesco og få vores testemonoum som er beviset på at vi på at vi nu havde nået Assisi. Efterfølgende rundt og se kirken, men der var så mange turister at vi ventede med at se resten og Francis grav til vi skulle til messe om aften. Var derefter rundt og se byen og nede og se Basilla di D. Chiara.

Kl. 18 startede messen med det smukkeste korsang og orgelspil vi længe havde hørt, så følelserne blev sat på noget af en prøve. Derefter ned for at se Frans af Assisis gravsted. Meget stemningsfuldt. Assisi ligger meget højt oppe så der er en fantastisk udsigt over hele dalen fra byen.

Der er derfor også nogle fantastiske solnedgange, når solen går ned bag bjergene og det havde vi glæde af et par gange. Lørdag gik vi op til Rocca Maggiore og derefter rundt til kirkerne endnu engang. Har også været nede og handle ind til turen i morgen, som er på ca 20 km til Foligno.

Vi har på vores tur indtil nu set nogle af de samme vandrere, nogle i grupper og en enkelt fransk kvinde der gik alene. I alt har vi nok mødt ca en 20- 25 stk. Der har dog været dage hvor vi ikke har set nogle af dem. Vejret er super godt sol og ikke for varmt nu. Vi har kun haft et par timer med blæst og regn.


Dag 12: Assisi – Foligno. 20 km

Dagens etape var på ca 20 km og gik fra Assisi til Foligno. Kl.8 var vi klar til afgang fra lejligheden som vi havde boet i de to af dagene i Assisi og da kvinden som stod for det praktiske havde modtaget nøglerne, fik vi begge kindkys til farvel med ønsket om en god tur.

Dagens etape har været let og er gået gennem olivenlunde af små grus og asfalds veje langs bjergsiden med den smukke udsigt ud over dalen th. og bjerget tv. Ved middagstid kom vi til byen Spello hvor vi fik dagens første kop kaffe og efterfølgende en øl til Flemming. Byen var rigtig flot og der var et kæmpe motorcykel træf, så der skete en masse.

Efter en time i byen, gik vi de sidste 6 km til Foligno. Fik indlogeret os på vores hotel, inden vi gik en tur ind til den gamle bykerne. Byen var sort af mennesker. Der var tilsyneladende noget mad festival, da der var streetfood alle stedet. Fik ikke det store indtryk af byen grundet de fyldte gader.


Dag 13: Foligno – Spoleto. 31 km

Hjemmefra havde vi beslutter at koge de tre dage efter Assisi ned til til to for at få det tidsmæssigt til at hænge sammen i en sidste ende. Det betød at etapen i dag var dag to og ville blive på over 31 km. Vi havde besluttet at vi ville tilpasse etapen, så den gik så fladt som muligt.

Kl 8 forlod vi hotellet i Foligno og gik gennem resterne fra weekendens festival. Efter et par timer var vi også ude af forstæderne og gik på små grusveje gennem oliven plantager med flot udsigt ud over dalen. Vi så mange lokale, der var ude at gå tur Efter ca 6 kilometer nåede vi byen Trevi som lå oppe på en bjergtop.

Vi syntes ikke vi kunne gå forbi uden at se den, så vi tog den lange opstigning til byen, som var rigtig flot og havde god kaffe. Ned af igen gennem landskabet inden vi fik det sidste hvil på en café.

Derefter manglede vi så bare ca 12 kilometer af en lang flad sti, til vi nåede udkanten at Spoleto. Derfra næsten en time op mod byens gamle bydel, hvor vi skulle overnatte. Vi var sent fremme, og efter badet var det blevet mørkt så vi fik ikke set byen. Vi var også begge trætte i kroppen efter den lange dag.


Dag 14: Taxi til Ceselli – Arrone. 15 km

Denne dags etape var kun 15 km men med over 650 højdemeter og kategorien hård, og vi ville ende et sted uden en by, hvor vi nok kunne finde en overnatning men ingen forplejning, så valget blev, at vi tog en taxi fra Spoleto til Cesilli og så startede denne dags etape her.
Dagens etape blev så 20 km taxi kørsel til 40 euro og ca.17 km vandring i dalen langs en flod klemt inde mellem de høje bjerge. En rigtig anderledes og en af de smukkeste vandringsdage, hvor vi går langs med floden, der løber med det klareste vand.

Vi har udsigt til mange små byer oppe på de majestætiske bjergskråninger, nogle steder ligner det spøgelsesbyer og det er svært at se om de er beboede. Mange steder ligger der store borge på toppen af bjerget. Vi oplever utrolig megen venlighed og de lokale hilser, når man går forbi deres bolig på vejen. Vi kommer til den by hvor vi skal bo lidt udenfor. Her finder vi et lille spisested, hvor vi kan få en pizzaslides, de lokale er også her inde for at få frokosten.

Bagefter skal vi gå et par km udenfor byen, hvor hotellet ligger. Det er flere bygninger med små lejligheder og der er også swimmingpool. Vi ærgrer os igen over, at vi ikke har badetøj med. Vi fik handlet i et stort supermarked i nærheden og spiste derefter aftensmaden på hotellet. Vi har igen i dag haft det dejligste solskinvejr.


Dag 15: Arrone – Piediluco. 17 km

Efter morgenmaden forlod vi hotellet i Arrone for at gå de ca. 7 km. gennem bunden af dalen til Castade delle Marmore for at se de berømte vandfald.

Stedet er en stor turist attraktion, men på denne årstid er her øde. Der var kun os. Vi fik set vandfaldene fra neden og skulle så de 170 meter op til toppen for at komme videre på turen, men alle låger i området var låste, så vi måtte gå et stykke tilbage og tage opstigningen inden vandfaldene.

På vej tilbage mødte vi manden med nøglerne til alle de låste låger og han fortalte, at der nu var åbent og at vi skulle tage rute nr 1 op til toppen og derfra fortsætte på vores tur. 170 højdemeter op af trapper er langt, men vi nåede op efter mange pauser på vejen. Vel oppe på toppen var der andre turister som os, der ivrigt fotograferede.

Så gik det langs opdæmmede søer og gennem skov mod byen Piediluco hvor vi var fremme 14:30 efter ca 17 km. Vores hotel ligger lige ned til den dejligste blå sø og her er også en swimmingpool. Søen må være Umbriens svar på Gardasøen. Så smukt er her.

Det er nu det tredie sted med swimmingpool, hvor vi har overnattet, så det må være på tide at få tilføjet badetøj som standard udstyr til vores pakkeliste.
Morgendagens etape har kategorien hård. Godt nok kun 22 km, men 978 meter op og 662 ned så vi må se, hvordan vi løser udfordringen under hensyntagen til Anettes ømme knæ.


Dag 16: Piediluco – Poggio Bustone. 22 km

Efter en hyggelig overnatning på hotellet ned til søen stod torsdagens tur på ca. 22 km fra Piediluco til Poggio Bustone. Turen var beskrevet som hård med knap 1000 meter op og 600 ned. For at skåne Anettes knæ lidt besluttede vi at droppe den højeste del af turen op til Fraggio San Francesco, for at se det berømte bøgetræ som Frans i sin tid havde søgt ly under i en kraftig storm. Den første del af turen gik langs med søen.

Senere kom vi til den gamle by Labro på toppen af et bjerg, som vi troede var forladt, men da vi kom lidt rundt i byen, var der en cafe og nogle lokale. Resten af dagen gik gennem åbent landskaber og landeveje ned mod byen Poggio Bustone hvor vi ankom ved 16 tiden. Ved aftensmaden i byen mødte vi nogle af de vandrere vi også havde mødt før Assisi + et par nye. Vi har nok kun mødt ca 5. efter Assisi. Vi sov på et B & B som lå lige over en vinbar/restaurant. Lejligheden var indrettet i to etager med spiseplads nede og værelse oppe, et meget lille værelse og et badeværelse der lå et trin oppe over værelset. Fra spisepladsen kunne vi se direkte ned i vinbar/ restauranten, det var ret spøjst.


Dag 17: Poggio Bustone – Reiti. 18 km

Fredagens tur stod på ca.18 km. til Rieti.

Turen gik gennem lidt skov, byen Cantalice og langs bjergrygge inden vi nåede Rieti, hvor vi indlogerede os på et gammelt hotel. Lidt senere fandt vi ud af hvorfor alle hoteller var fuldt booket i byen. Samtlige værelser på vores etage blev pludselig invaderet af unge mennesker i 14 års alderen. Der skulle i weekenden være atletik festival i byen, så alle hoteller og restauranter var fyldt op.


Dag 18: Bus Reiti – Monterondo.

I dag lørdag skulle vi have startet på den første af de sidste tre etaper gennem de lidt øde bjerge med kun få overnatnings muligheder. Vi skulle være gået til Poggio San Lorenzo men hotellet var tilsyneladende lukket og det Agriturismo hvor vi så ville overnatte var fyldt op. Det var heller ikke muligt at tage bus til næste etape, da der ikke er busforbindelse. Det var derfor ikke muligt at gennemføre de tre etaper gennem bjergene.

Det er lykkedes os at finde en bus som kørte os til byen Monterotondo, hvor vi nu overnatter på et Sports Hotel lidt uden for byen.

Det er et meget stort sted med alle faciliteter, restauranter, swimmingpool, butikker og mange udendørsaktiviteter, som dog ikke blev brugt denne dag, da det blev et voldsomt regnvejr.


Dag 19: Monterondo – Sansepolcro.

Selv om vi overnattede på et sports hotel i nat hjalp det ikke på Anettes dårlige knæ som desværre havde fået det værre. Vi besluttede at opgive de sidste to dages vandring til Rom og i stedet tage bussen. Vi fandt ud af, ved hjælp fra den venlige receptionist på hotellet, at vi skulle gå til nabobyen, hvorfra der var bus til Rom. Vi fik booket overnatning på et B&B i nærheden af Peterskirken og var så klar til at gå de 3 til 4 km op til byen hvor vi fandt busstoppestedet, ved at spørge de lokale.

Ankom så søndag eftermiddag til Roms busstation og gik de ca. 5 km til vores overnatning. Det er selvfølgelig ærgerligt at vi ikke fik gennemført de sidste 5 vandre dage, men det er ikke alt, vi selv er herre over. Det gode er, at nu har vi så 6 dage i Rom.


Det har været en rigtig dejlig tur gennem Toscana, Umbrien og Lasio provinserne til Rom. Turen har været hård og øde mange steder, men også afslappet og smuk gennem dale og over bjerge, med udsigt til alle de smukke gamle byer, der ligger her. Vi har været utrolige heldige med vejret, sol, varme og skyer de fleste dage og nogle få timers regn et par dage.

Vi har nu 6 dage i Rom inden vi flyver hjem igen efter endnu en fantastisk vandring.

Tekst:    Anette Kehlet
Foto:     Flemming Hartmann Larsen


 

Fakta boks.

Camino del Norte:
Land =  Italien

Vores etape:
Start = La Verna
Slut = Rom
Længde = 430 km
Vandre dage = 21
Dage i alt = 28

Vejret:
Sol dage = 10
Regn dage = 2
Blandet dage =9  

Dag temperatur =  13 – 34 grader
Nat Temperatur = 4 – 16

Dagene:
Gode dage = 21
Øv dage = 0

Vægt:
Rygsæk vægt Flemming  =  8.2 kg

Start vægt Flemming =  91kg
Slut vægt Flemming =   87,5 kg

Fotoudstyr:

Kamerahus = Sony A6300
Linser = Sony 16-70mm zeiss + Sony 55-210mm

Information til planlægning af turen.
Guide bog = The way of St Francis fra forlaget A Cicerone Guide by Alison Raju https://www.cicerone.co.uk/the-way-of-st-francis
Hjemmeside = http://www.viefrancigene.org/en/

Frans af Assisi’s historie. https://www.kristendom.dk/troens-hovedpersoner/frans-af-assisi-1181-1226

Fotoudstyr:

Kamerahus = Sony A6300
Objektiver = Sony 16-70mm zeiss + Sony 55-210mm


 

 

Foto fra turen.

Foto kan ses i stor størrelse ved at klikke på et billede forneden og navigerer med pil tasterne. De kan også ses som et slideshow i et nyt vindue. Tryk Her

 

 

  3 Responses to “Vandring på Via di Francesco”

  1. Fantastisk flot tur, sikke nogen spændende stemningsbilleder.??

 Leave a Reply

(required)

(required)